EU-politiker fik ikke kastreret motorcyklerne
Har du læst om den forestående revision af kørekortreglerne i EU her på MagaCin, så er du også bekendt med medlem af Europa-Parlamentet Karima Delli, der er såkaldt rapporteur i Committee on Transport and Tourism med forkortelsen TRAN, og som har advokeret for indførelsen af forskellige fartgrænser for A1, A2 og A kørekort samt en fartgrænse på 110 km/t for motorcykler.
Hvor bizarre lige præcis disse forslag end måtte fremstå i manges øjne, så var de ikke desto mindre en del af oplægget til den igangværende revision af kørekortreglerne i EU.
Men visse EU-politikere har tilsyneladende tænkt sig grundigt om eller fået en velsignet åbenbaring, for det absurde forslag om differentieret hastighed for motorcyklernes vedkommende faldt til jorden med et hult brag ved en afstemning 7. December.
Det fremgår ikke direkte af den nyligt frigivne Update of EU driving licence rules to improve road safety, men fremhæves af europæiske motorcyklister interesseorganisation FEMA i artiklen Success: Different Speed Limits For Motorcycles Rejected.
Heller ikke forslaget om en obligatorisk køreprøve hvert 10. år og et voldsomt øget antal lægeerklæringer var der enighed om, for kørekort til motorcykler, biler og traktorer skal fremadrettet have en gyldighed på mindst 15 år indtil kørekortindehaveren fylder 70, hvorefter gyldigheden foreslås at være 5 år.
I referatet fra mødet fremhæves nedenstående punkter.
- Mandatory health checks on issuance and renewal of driving licence
- Minimum two year probationary period for novice drivers
- Update of drivers skills to be better prepared for real driving situations
- Driving licences to be uploaded on smartphones
Andre foreslåede tiltag handler eksempelvis om en regulering af den nuværende vægtgrænse på 3500 kg for kategori B kørekort til 4250 kg begrundet i de nye tungere elbiler, hvilket formentlig giver meget god mening i virkelighedens verden, og der arbejdes målrettet på indførelsen af digitalt kørekort i EU.
Men vi motorcykelentusiaster kan altså nu glæde os over, at de lavere individuelle hastighedsgrænser for forskellige motorcykelkategorier altså IKKE indføres.
Udkastet til nye fælles kørekortregler i EU stemmes muligvis igennem i plenum i Europa-Parlamentet i Januar 2024.