EU vil afvikle benzin- og dieselmotorer inden 2035
Det er kun de ualmindeligt dårligt orienterede, som ikke har bemærket en voldsom fremgang i salget af elektrisk drevne biler, og flere bilproducenter har løbende annonceret, at de helt dropper forbrændingsmotoren i løbet af en relativt kortere årrække.
Det går en kende mere sløjt med salget af elektriske motorcykler, men et kommende EU lovforslag indikerer, at det formentlig ændrer sig fra 2035.
For EU ventes i næste uge, at foreslå et skift til biler uden udledning og ventes samtidig at sætte skub i sit bæredygtighedsmål i et nyt træk for at få unionens økonomi til at stemme overens med klimamålsætningerne.
Det skriver Bloomberg News, der er i besiddelse af et dokument fra EU.
Slut med forbrændingsmotorer i 2035
Europa-Kommissionen vil fra 2030 kræve, at udledningen fra nye biler og varevogne nedbringes med 65 pct. Det krav hæves til 100 pct. af den nuværende udledning fra 2035.
Krav om bedre opladningsmuligheder
I samme ombæring vil medlemslandenes regeringer blive påbudt at styrke infrastrukturen til opladning af biler.
Tiltagene er en del af en række tiltag fra EU, der skal sikre, at udledningen nedbringes med mere end 55 pct. i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990, som var det hidtidige mål.
Lovpakke 14. Juli
Lovpakken ventes offentliggjort den 14. juli, hvori et forslag til at hæve mængden af bæredygtig energi til 40 pct. fra 32 pct. med udgangen af årtiet vil fremgå, skriver Bloomberg News.
Enden på en æra
Kravet om 65% reduktion i forureningen fra forbrændingsmotorer senest i 2030, vil formentlig gøre det noget nær umuligt for motorcykelproducenterne at fremstille højtydende forbrændingsmotorer, og i 2035 er det altså helt slut med forbrændingsmotoren, hvis man får magt som man har agt i EU.
Det betyder med andre ord, at medlemslandene i EU i givet fald kan se frem mod slutningen på en fantastisk æra med benzindrevne motorcykler, og at vi nu kan begynde nedtællingen.
Nu skal der dælme køres mc
Nyheden giver et fingerpeg om, hvornår vi der er vilde med motorcykler med forbrændingsmotor senest skal købe ny motorcykel.
For vi forestiller os – måske lidt naivt? – at det efter 2035 stadig vil være lovligt at køre på vores motorcykler med forbrændingsmotor, som er indkøbt før det kommende forbud.
Og så krydser vi fingre for, at det til den tid stadig er muligt at tanke brændstof, og at tankstationerne som vi kender dem i dag ikke er konverteret til opladningspunkter.
Men der er stadig nogle år til, at gyseren rammer os for alvor.
I mellemtiden må vi se at få kørt så meget motorcykel som muligt, og huske at nyde hvert sekund i fulde drag.