EU vil stoppe vanvidsbilister fra at køre videre i andre lande
Sådan lyder den fælles overskrift i flere danske medier som eksempelvis Berlingske, BT, Avisen Danmark og en notits i TV2’s nyhedsoverblik klokken 11.51.
Ovennævnte medier refererer til Ritzau‘s historie om, at EU’s transportkommissær Adina Valean på et pressemøde onsdag i Bruxelles har meddelt, at bilister skal kunne miste retten til at køre i bil i hele EU, hvis de får frakendt førerretten i et andet EU-land end deres hjemland.
Vi antager for egen regning, at sådan en regel vil være gældende for alle køretøjer, der kræver kørekort.
På kryds og tværs
Dermed vil eksempelvis de hollandske myndigheder kunne inddrage en danskers kørekort, de italienske myndigheder en svenskers kørekort, de danske myndigheder en spaniers kørekort og så fremdeles.
Logik for burhøns
Den rumænske kommissær er i en række medier citeret for, at det er logik for burhøns, at de bilister som kører farligt og noteres for alvorlige færdselsovertrædelser – som for eksempel spirituskørsel og vanvidskørsel – skal stoppes.
Hun mener derfor, at det er et passende tiltag at fratage synderne kørekortet, og at sanktionen skal være gældende i samtlige EU-lande.
Hvis en bilist forårsager et dødsfald eller alvorlige personskader, skal det også kunne føre til inddragelse af kørekortet i hele unionen.
Kattelem
Der skulle dog angiveligt være den lille kattelem, at det land som har udstedt kørekortet, i nogle tilfælde kan lade personen beholde førerretten, hvis overtrædelsen vedkommende noteres for ikke er ulovlig i hjemlandet.
Hvad mener du?
Er en sanktion hvor EU-lande kan frakende andre landes borgere førerretten i hele EU okay?