Første Ural samlet på ny fabrik i Kasakhstan
Ural Motorcycles har som bekendt vendt Putin og Rusland ryggen, virksomheden er flyttet til en ny begyndelse i et andet land, og det var tilsyneladende en fremragende beslutning.
Nu er den første nye Ural motorcykel nemlig ret overraskende allerede samlet på virksomhedens nye fabrik i Kasakhstan.
Nødvendig flytning
For ganske få dage siden kunne du læse her på MagaCin, at den tidligere russiske motorcykelproducent IMZ-Ural er flyttet fra byen Irbit i Rusland til andre produktionsfaciliteter i byen Petropavlovsk i Kasakhstan.
I artiklen Ural flytter produktionen fra Rusland til Kasakhstan beskrev vi blandt andet, at flytningen til Kasakhstan efter Ural Motorcycles’ egen udmelding skyldes, at det var særdeles svært eller helt umuligt, at få leveret komponenter til produktionen af motorcykler.
Og derudover har Ural Motorcycles ved flere lejligheder forholdt sig yderst skeptisk til Ruslands såkaldte “specialoperation” i Ukraine.
I artiklen der er linket til herover kunne du også læse vores bud på, at der nok stadig var en bid vej endnu, inden medarbejderne på den nye fabrik i Kasakhstan kunne komme i gang med at samle motorcykler.
Det viste sig imidlertid efterfølgende ikke at holde helt stik.
For allerede lørdag d. 23. Juli – altså samme dag som vi publicerede ovenstående artikel – kunne medarbejderne på den nye fabrik stolt fremvise den første motorcykel, som er samlet på den nye fabrik.
Der gik altså noget kortere tid en forventet, inden den første nye Ural motorcykel blev samlet på den nye fabrik i Kasakhstan, og Ural Motorcycles fortalte i går om mærkedagen på firmaets egen officielle blog, hvorfra vi har sakset nedenstående tekst.
We did it again! First Ural was assembled at the new location in Petropavlovsk, Kazakhstan on July 23, 2022.
It’s a true milestone. We are humbled and grateful to the Ural community around the world for believing in us. Every word of support counts and fuels our team to keep on going. We are excited and determined to move forward, more than ever.
Thank you!
The Team at Ural
Ukuelige Medarbejdere
Den første motorcykel medarbejderne fik skruet sammen, er en 2022 Ural Gear Up i rød lakering med træk på sidevognens hjul, som kan ses i billedgalleriet over artiklen.
Og det er faktisk ikke mange timer siden, at Ural Motorcycles delte det synlige bevis på, at firmaets ukuelige medarbejdere ikke har holdt sig til blot at skrue en enkelt model sammen.
På billedet herover er produktionsfaciliteterne tydeligvis ikke helt på plads.
Men vi ser dog tre færdige modeller, samt nogle løse hjul i forgrunden og en dynge transportkasser samt et antal sidevogne i baggrunden.
Ikke optimale betingelser
Billeder fra den nye fabrik i Kasakhstan viser langt fra optimale betingelser for virksomhedens medarbejdere.
Men det er ikke desto mindre ret herligt, at se synligt bevis for, at det der formentlig på nuværende tidspunkt er en yderst begrænset medarbejderstab, allerede nu giver den gas med at samle motorcykler.
It’s been a busy week in Petropavlovsk with set up, more deliveries of parts and components, couple hiccups at the customs but overall good round the clock work week. Our guys are putting in the sweat, the hours and a little bit of crazy – crazy dedication. Assembly of the first bikes is about to start.
Stand by for updates!
Sådan skrev Ural Motorcycles på deres blog 22. Juli, og der skulle altså ikke gå ret længe inden vi fik den lovede yderst positive opdatering.
Stærkt gået af Ural Motorcycles.