Fornyet opbakning til EICMA 2021 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Fornyet opbakning til EICMA 2021

Yamaha officiel deltager ved 2021 EICMA
15/07-2021 kl. 06:00
Anslået læsetid: 2 Minutter

Der er nu overvejende stor sandsynlighed for, at 2021 EICMA der afvikles 25-28. November.
For nu har Yamaha meddelt, at den japanske producent slutter op bag mærker som Honda, Royal Enfield, Benelli, Fantic og andre, der i løbet af året har bekræftet deres deltagelse ved 2021 EICMA.

En snigende frygt
Efter sidste års aflysning af den gigantiske mc-messe EICMA ved Milano i Italien, kunne man fornemme en snigende frygt i branchen, blandt motorcyklisterne og medierne for, at den italienske mc-messe måtte lade livet.
For motorcykelproducenterne har under Corona krisen fundet alternative metoder til lancering af nye modeller, og virtuelle online præsentationer er gået hen og blevet en alment anvendt praksis.

I Januar måned i indeværende år informerede BMW Motorrad om, at vi ikke længere skal forvente at se de seneste fede nyheder præsenteret eksklusivt på verdens førende MC-messer og udstillinger som EICMA i Milano og Intermot i Köln.

Den officielle lancering af den nye Suzuki Hayabusa vi testede tidligere på året, foregik virtuelt i Suzuki’s nyetablerede SUZUKI MOTORCYCLE GLOBAL SALON, italienske Ducati afviklede i år Ducati World Première 2021 virtuelt i en serie over fem afsnit, og stort set alle mærker har fundet alternativer til fysiske mc-messer, udstillinger og shows.

Det er altid lækkert og vildt spændende, når nye motorcykler præsenteres. Også når det foregår virtuelt.
Men efter vores mening er der ikke noget online-himstregims, som slår oplevelsen af at se, røre ved og prøvesidde de spændende nyheder i virkelighedens verden.

Godt nyt
Derfor er udmeldingen fra Yamaha godt nyt for os, der gerne ser de fysiske mc-messer overleve.
Arrangørerne bag EICMA holder os løbende opdateret, og vi ved at de arbejder benhårdt på, at arrangementet der blev afviklet første gang i 1914 kan fortsætte mange år endnu.
Vi ser frem til, at endnu flere motorcykelproducenter officielt tilmelder sig 2021 EICMA.

NB. Hvis du også kunne tænke dig at slå et smut forbi EICMA, så tag endelig et kig på artiklen Skal du billigt til verdens største mc-messe?

Hvad mener du?
Du har garanteret selv set en masse online præsentationer af nye motorcykler i år, og nok også bemærket fraværet af fysiske mc-messer, udstillinger og shows på dansk jord.
Den teknologiske udvikling løber stærkt, og motorcykelproducenterne er blevet ret dygtige til at hitte på lækre online præsentationer af nye modeller.

Men hvad mener du?

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start