Forstå din motorcykel: Gearkassen
Sidste gang vi så på en grafisk fortælling af motorteknik, var det med koblingens funktion i fokus.
Det er altså super fedt – både for de mekanisk begavede, men bestemt også for de der ikke helt har sat sig ind i hvordan tingene fungerer – at se alle de bevægelige hovedkomponenter arbejde sammen i drivlinjen.
Derfor kaster vi os nu med glæde over ledet efter koblingen, og får en fantastisk introduktion til en del af gearkassens tekniske finurligheder.
Gearkassen er helt afgørende for overførslen af motorens kræfter til baghjulet, og med de forskellige gearinger som tandhjulenes positioner laver overfor hinanden, kan energien udnyttes til fulde og skabe hurtig acceleration i de første gear og god topfart i de sidste.
Konceptet med at skabe en udveksling mellem en kraft og et drivhjul er mange hundrede år gammelt, men stamfaderen til den moderne gearkasse daterer tilbage til 1894, hvor de franske opfindere Louis-Rene Panhard og Emile Levassor udviklede og fremviste den første tre-trins gearkasse.
De basale principper i franskmændenes design danner stadig grundlag for mange moderne transmissioner, der findes i biler og motorcykler.
I videoen afmystificeres en del af principperne bag gearskifte og udvekslinger, og der gives indblik i fascinerende fysiske og mekaniske teknikker, der udspiller sig hver gang fodens vrist klikker gearpedalen et trin op eller ned.
I eksemplet her under har motorcyklen fem gear, men med en smule fantasi, kan man forestille sig et sjette.
Særligt gennemgangen af faste og bevægelige tandhjul samt deres placering overfor hinanden i forskellige gear er rigtigt god, og udtrykket “falsk frigear” mellem gearene, kan tydeligt ses i grafikken.
Nyd den pædagogiske tur helt fra gearpedal til fortandhjul herunder: