Går du all-in på carbon? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Går du all-in på carbon?

Gazzini og ThyssenKrupp har udviklet en reservedel som måske kan blive prikken over i'et på dit streetfighter projekt
20/12-2021 kl. 10:55
Anslået læsetid: 3 Minutter

Vi kender alle en, som er fuldstændig besat af carbon. En som på ingen måde kan få nok stumper til cyklen, og aldrig kommer til at synes, at carbon går af mode.

Til den store motorcykeludstilling i Lokomotivværkstedet tilbage i 2017, stødte MagaCin på en mand ved navn Mikael Flis, og man må bare sige, at han passer perfekt ind i ovenstående beskrivelse.
Mikael, som er en hund efter kulfiber, fortalte ved mødet, at han rent faktisk var ansat i den svenske composit virksomhed Composite Design, og har brugt i omegnen af 2.000 timer på at virkeliggøre sin egen personlige vision, som meget passende fik navnet Bullterrier.

Mikael oplyste dengang, at udgangspunktet for projektet var motor, forgaffel og bremser fra en 2006 Honda Fireblade, hjulene som naturligvis også er udført i carbon var indkøbt fra BST, men derudover er stort set hele kreationen strikket sammen i kompositmaterialer efter eget design.

Du kan læse mere om Mikael’s vilde kreation i artiklen der er linket til under dette afsnit, og se en stribe billeder af hvad der velsagtens kan betegnes som et carbon-orgie. Stel med Integreret benzintank, kåbedele, bagsvinger, fodhvilere, you name it! – Der er carbon over alt!
En imponerende håndværksmæssig indsats uanset om den falder i beskuerens smag eller ej.

Det er dog de færreste af os som har adgang til specialfremstillede carbon-stumper, og må derfor “nøjes” med hvad vi kan bestille hjem af masseproducerede dele. Men heldigvis for de, som stadig synes at kulfiber er lækkert, så bliver det nemmere og nemmere.
Man skulle næsten tro, at de virksomheder som står bag produktionen af eftermarkedskomponenter kender dimensionerne på de nye modeller allerede inden lancering, for der går godt nok ikke ret lang tid fra at vi ser nye modeller på gaden, til at man kan bestille en ordentlig røvfuld lækre stumper hjem.
Her ser vi typisk folk bestille ting som forskærm, hugger, motordæksler og lignende, men har du lyst til at gå all-in på carbon, så er der godt nyt!

Verdens første carbon styr?
Virksomheden Gazzini har nemlig i samarbejde med tyske ThyssenKrupp Carbon Components udviklet en reservedel, som på alle måder må siges at være prikken over i’et i bogen om carbon reservedele.

Street X Carbon er navnet på hvad producenterne selv kalder for “The first full carbon handlebar in the known universe“, og inden du begynder at svede over hvad synsmanden vil sige til sådan en opgradering, så har producenten hjulpet dig lidt på vej… Street X Carbon er nemlig TÜV certificeret.
Et fysisk certifikat følger naturligvis med i pakken.

Gazzini Street X Carbon

I en pressemeddelelse fremgår det, at Gazzini og ThyssenKrupp helt fra starten var klar over, at man ved at udvikle et carbon styr var nødt til, at fokusere ret kraftigt på kvalitet og sikkerhed.
Derfor er styret fremstillet af de fineste materialer, så man kan vide sig sikker på, at det ikke pludselig knækker under en frisk kontrastyring.
Faktisk bruger man ordet “shatterproof” i pressemeddelelsen.

Styret – som eksempelvis ville passe perfekt på fusionen mellem Brabus og KTM 1290 Super Duke R – vejer blot 365 gram, og har en diameter på 22 mm længst ude og 28,6 mm inde på midten.
Den indvendige diameter kan måles til 14 mm, hvilket er det samme som de fleste styr af aluminium, og det er derfor ikke nødvendigt at indkøbe specielle styrender.

Synes du også carbon er fedt?

Del med en ven

En person snakker om “Går du all-in på carbon?

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start