Hayabusa VS. H2

Bed enhver intetanende borger i dette land om at nævne en hurtig motorcykel, og der er næsten garanti for, at vedkommende nævner ordene Hayabusa eller Ninja i en eller anden sammensætning. Det er ikke altid at termerne er korrekte, og betegnelser som ”yamabusa” eller ”honda ninja” kan godt forekomme – men det er fløjtende ligegyldigt, vi andre motortosser er udmærket klar over, hvilke motorcykler de tænker på.

Som en lille spøg, eller en slags ærekær nekrolog over produktionsnedlukningen af den legendariske Busa til det europæiske marked fra og med december 2018, bringer vi her en lille sammenligning af en af det mest omtalte potente muskelbundt af en motorcykel gennem de sidste 20 år, og en af nutidens fantastiske tekniske vidundere, nemlig Kawasaki Ninja H2.
Der kan næppe findes to større giganter at sammenligne. Begge navne klinger langt ud over vores lille to-hjulede osteklokke, og de indgyder tanker om vanvittige kræfter og imponerende hastigheder.

Et lille tilbageblik
Inden vi stiller de to giganter op overfor hinanden, skal vi lige have et kort oprids af historien bag de to raketter.
I motorcykelhistoriens spæde start var succeskriteriet for en vellykket ny model, at den kunne bevæge sig stabilt frem i landskabet, ligesom en god og trofast hest. Men, der skulle ikke gå ret mange år, før fanden tog ved producenterne, og starten på et ræs om større effekt og højere hastigheder var i gang. I 1969 slog Honda CB750 Four for alvor det voldsomme kraftkapløb i gang, og særligt japanerne skiftedes til at lancere den ene vilde superbike efter den anden.

Hvis vi kigger på nærmere på Kawasaki’s Ninja betegnelse, så varer det altså ikke længe for det har eksisteret i 40 år.
Lidt misvisende tror mange, at det krigeriske navn kun er forbeholdt de store vilde modeller, men over årene har de grønne benyttet sig af det på alt fra 250’ere til helt store litermaskiner, og den dag i dag anvendes det bredt i modelprogrammet.

Den første motorcykel med kælenavnet Ninja, var GPz 900 R fra 1984 – en fuldstændig legendarisk motorcykel med 115hk og en topfart på omkring 245km/t – det var altså rent vanvid dengang.
I kultfilmen Top Gun fra samme periode, understøttede modellen også farten og vildskaben til hovedpersonen ”Maverick” i form af Tom Cruise.

Snigernavnet Ninja har siden hængt ved mange af Kawasaki’s modeller, men blev endeligt slået fast som et stempel af seriøse dimensioner med ZZR 1400, der også var en skarp konkurrent til Hayabusa’en.
Præsentationen af Ninja H2 i 2014 udløste vilde reaktioner gennem hele motorcykelverdenen, for på trods af at motorens volume var skrumpet, så afløste en mere teknisk avanceret løsning med kompressor nu de mange kubik.

Suzuki GSX-R 1300, med det ikke så ubetydelige tilnavn Hayabusa, så dagens lys tilbage i 1999, hvor den frarøvede Honda CBR 1100 Blackbird titlen som den hurtigste motorcykel på landevejen. Modellen er kun opdateret væsentligt en enkelt gang over de tyve år den har været på banen – ja, kære læser, du har ret, det er dælme lang tid.
Og det siger bestemt ikke så lidt om den konstruktion Suzuki formåede at fremstille dengang. På grund af sin simple og stabile opbygning, har Hayabusa-platformen lagt grund til adskillige projekter med motorbygninger i alle afarter, både med turbo, lattergas og endnu flere kubik, og det er ikke sjældent at modellen ses med forlænget basvinger til rå dragrace; ja sågar monteret i alt fra gokarts til indkøbsvogne.

Navnet Hayabusa betyder lidt groft oversat fra japansk, vandrefalk, en rovfugl der ofte er blevet associeret med voldsomt hurtige køretøjer eller fly. Den smukke fugl kan dykke med 325km/t og er således rekordholder blandt fugle i den disciplin, og man kan roligt konstatere at det er passende til  det ballistiske missil af en mc.
Rygterne siger faktisk at Suzuki valgte præcis dette navn i fuglekategorien for at trumfe Honda ”Blackbird”

God gammeldags muskel mod moderne teknologi
For en god ordens skyld bør vi lige nævne at datasammenligningen bliver mellem anden generation Hayabusa fra år 2007 og den første Ninja H2.

De officielle rå data viser først og fremmest at den konventionelle Hayabusa var pænt fremme i skoene back in the day. Men vi ved også, at kompressoren og motorstyringen på H2 kan fifles tilpas meget til at give svimlende kræfter på baghjulet – vi taler af erfaring, her fyrer vi Ninja H2 af på en landningsbane.

Suzuki’ens forholdsvis traditionelle opbygning har som tidligere nævnt lagt bund til mange vilde konstruktioner, og i 2011 satte amerikanske Bill Warner hastighedsrekord på en voldsomt turbo-modificeret Busa, og ramte 502km/t på Loring Commerce Center i Maine.
Kawasaki’s modsvar med rekorden for hurtigste serieproducerede motorcykel skete på Osman Gazi Bridge i 2016. Racerkøreren Kenan Sofuoglu var bogstavelig talt hurtig som en ninja, og smed en H2R op på 400km/t på sølle 26 sekunder.

Et direkte dragrace mellem to de to ekstreme cykler kan ses lige herunder, men husk at Suzuki’en er bygget specifikt til formålet:

Begge motorcykler er altså ganske kompetente, når det kommer til at fyre op for adrenalin pumpende kræfter, men det er bestemt på hver sin måde.
Hayabusa’en er stadig et ikonisk symbol på noget af det mest ekstreme, der kan trille rundt på landevejen, og et sted hvor den i særdeleshed brillerer, er på prisen – i modsætning til H2’eren er den faktisk til at komme i nærheden af for fornuftige penge.
Er du helt vild efter én, så tjek denne søgning på 123mc.dk, hvor den billigste står til 59.000dkk, og læg lige mærke til den ekstreme dragracer til den nette sum af 699.999dkk fra HMC i toppen.

Skal du have den fedeste kompressor og noget af verdens mest avancerede motorcykelteknik, så er det med at spare op til en Kawasaki Ninja H2. Den billigste på 123mc.dk koster 339.995dkk hos Rydbergs MC, men det kan godt betale sig at se nærmere på den nye Z H2, for den kører nemlig hamrende godt, både på landevejen og på racerbanen.

Fandt vi en decideret vinder mellem de to episke klingende motorcykelnavne? Egentligt ikke, men de er da mega fede begge to, og minder os om den fantastiske udvikling, vi har set over de sidste årtier.
Effektkapløbet er næppe slut endnu, for der vil altid være en ur-menneskelig trang til at skabe brutale og vanvittige præstationer, men med skrappere miljø- og emissionskrav får vi sikkert flere teknisk alternative løsninger at se. Vi glæder os allerede.