Heidenau klar med ny version af populært dæk - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Heidenau klar med ny version af populært dæk

Den tyske dækproducent har udviklet et mere offroad-orienteret K60 dæk
22/08-2021 kl. 07:45
Anslået læsetid: 3 Minutter

Blandt ejere af adventuremaskiner, som også gerne tager på eventyr udenfor asfalten, har Heidenau K60 Scout længe været et favoritdæk. Dækket falder under betegnelsen 50/50, hvilket vil sige et dæk for dem der tilbringer lige meget tid på og udenfor fast underlag.

På asfalten leverer K60 et godt greb, og opfører sig forudsigeligt, også selvom det regner. Gummiblandingen og den uafbrudte midte sørger for, at du kan få mange kilometer ud af dækket.

Heidenau K60 Scout

Udenfor det faste underlag, præsterer K60 også rigtig fint. På grus- og skovveje, a la dem du finder på TET-ruten, både i Danmark og vores nordiske broderlande, vil K60 Scout være tilfredsstillende for langt de fleste adventureryttere.

Bliver underlagt for fugtigt og plævret, må K60’erne strække våben. Er du til fornøjelser i sådant et miljø, byder Heidenau sig nu til med K60 Ranger.

Ændret fokus
Hvor K60 Scout-modellen er designet til at give lige gode præstationer på og udenfor asfalten, uden at være perfekt i nogle af arenaerne, er fokus på K60 Ranger rettet mod bedre offroad præstationer.
Ifølge Heidenau er det et 70/30 dæk, hvilket placerer i samme segment som Continental TKC 80, Michelin Anakee Wild med flere.

Modsat Scout, er der på Ranger ikke en uafbrudt stribe på midten. Tværtimod er der god plads mellem knopperne, som også er blevet kraftigere.
Herved kan dækket bedre få fat i det løse underlag, og mudder samt andre aflejringer forsvinder lettere fra mønsteret.

K60 Ranger

Knopperne på siden er forbundet med til midterknopperne, for at give stabilitet ved svingkørsel. Karkassen er, ligesom det er tilfældet på Scout, særligt forstærket, så dækkene er mere modstandsdygtige overfor punkteringer.

Heidenau har angiveligt brugt to år og 250.000 testkilometer, på at konstruere det nye dæk.

Erfaringer fra den virkelige verden
Her på redaktionen har vi desværre ikke selv haft muligheden for at prøve det nye dæk, men rapporter fra udenlandske kolleger tegner lovende. Jævnfør beretningerne fra Heidenaus lanceringsevent, er K60 Ranger fuldstændig forrygende ved offroad kørsel.

Fast grus og løst sand udfordrede angiveligt ikke dækket på nogen måde, og selv mere udfordrende passager med smalle single trails, mudrede områder og stejle stigninger skulle efter sigende være vand på Ranger dækkenes mølle.

K60 Ranger skulle præstere fortrinligt

På asfalt opførte K60 Ranger sig angiveligt fuldstændig forudsigeligt og uden nogen form for dramatik, når der blev kørt gennem svingkombinationer, omend retningsskift bliver trægere end på deciderede asfaltdæk. Heidenau påstår, at qua et højt silicaindhold i gummiblandingen, har det nye dæk også godt fat i asfalten, selvom den er våd.

Modsat K60 Scout, skal du ikke regne med at få mange kilometer ud af Ranger-versionen. Ifølge Heidenau selv, er det realistisk at få mellem 3- til 6.000 kilometer ud af dækket, alt efter kørselsmønster og maskine.

Dækket kan ifølge Heidenau bestilles allerede nu, men leveringen finder først sted i første kvartal af 2022.
K60 Ranger bliver produceret følgende størrelser:

Fordæk 
110/80 B – 19 M/C 59R TL M+S
120/70 B – 19 M/C 60R TL M+S
90/90 – 21 M/C 54R TL M+S

Bagdæk 
130/80 – 17 M/C 65R TL M+S
140/80 – 17 M/C 69R TL M+S
140/80 – 18 M/C 70R TT M+S
150/70 B – 17 M/C 69R TL M+S
150/70 B – 18 M/C 70R TL M+S
170/60 B – 17 M/C 72R TL M+S

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start