Honda CB 500-opdateringer til 2019
Hvis du følger internetforaer og internetdebatter, kender du fra de motorcykelrelaterede af slagsen garanteret forespørgslen om, hvad en god begyndercykel vil være. En som er nem at køre uden man falder af, af ren kedsomhed. Til at komme i nærheden af med en almindelig lønmodtagerindkomst og som ikke spytter skruer ud af udstødningen og har faste dates med mekanikeren.
Man skal som regel ikke langt ned i svarene til spørgeren, før en Honda CB 500-model dukker op. Måske med et lille fart-og-spænding inciterende ”R” i navnet, men en cykel fra Honda CB 500-modelrækken ikke desto mindre. Herefter begynder internetdebatten som vanligt at kamme over i personlige tilsvininger af navngivne brugere, men hey, det er internettet. Bag enhver skærm sidder i 40 centimeters afstand både en professor og en kriger. Hvis du ikke er enig, har du tydeligvis ikke forstået noget! Og så videre.
Hvis vi fæstner os ved CB 500-rådet, er det i de fleste tilfælde et godt råd. Derfor er en komplet opdatering af Honda CB 500-modelrækken i sig selv en stor nyhed i motorcykelverdenen. Det dækker mere specifikt Honda CB 500F, CBR 500R og CB 500X. Og de er netop blevet opdateret til 2019. De blev præsenteret på EICMA 2018, i øvrigt sammen med den nye CB 650R og CBR 650R, som passende kan tjekkes, hvis 500 cc skønnes at være for lidt.
MagaCin publicerer snarest individuelle mini-tests af de tre modeller. Derfor er opdateringerne i denne artikel gennemgående for alle modellerne, medmindre andet er nævnt. Ellers skal du, kære læser, læse de samme oplysninger tre gange. Det er der vist ingen grund til.
Du kan se specifikationerne her.
Hvem er målgruppen?
For Honda er målgruppen for CB 500-maskinerne bred, forstået som at modelrækken både skal tiltrække ryttere, som vil have en lettere og nemmere håndterbar maskine, eller de som kommer fra en mindre maskine. Det kunne typisk være motorcyklister med relativt nyerhvervet kørekort. Men det kan også være for pendlere, som ønsker et alternativ til bilen.
I EU forventer Honda det langt største salg med CB 500F (naked biken), mens X-modellen i Adventurestil tilhører en gruppe, som sælger bedre og bedre. Adventuregruppen består nu ikke mere kun af kæmpe maskiner med en kampvægt på langt over 200 kg. Sportmaskinerne har længe været dømt som på vej ud af markedet, men Honda har i 2018 registreret en svag stigning. Så derfor fik CBR 500R også en opdatering.
Ja, ja. Men hvad motorerne?
Alle modellerne har en 471 cc kompakt parallel twin, som deler krumtapaksel og boring med motoren fra CBR 600RR. Til 2019-opdateringen er tilstræbt en mere jævn effekt i hele omdrejningsregisteret. I forhold til forrige generation er der nu ekstra effekt at hente i området mellem 3000-7000 o/m – faktisk 4%, ifølge Hondas ingeniører. Også et resultat af opdateret ventiltiming og ny luftindsugning og -filter. Tunellen fra luftindsugningen er nu mere lige, hvilket bl.a. er muliggjort ved at anvende et mindre (og lettere) batteri. Indsprøjtningen er optimeret så 500F får mere effekt i de lave omdrejninger, mens CBR 500R tilsvarende bliver mere frisk i de høje omdrejninger. Motoren er specifikt tilrettet A2-kørekorts indehavere, så den maksimale effekt på 35 kW nås ved 8600 o/m, mens maksimum momentet på 43 Nm ligger ved 6500 o/m.
Udstødningen har fået to afgangshuller og en mere opadgående vinkel, så motorlyden i højere grad rammer chaufføren end omgivelserne.
Assist- og slipperkobling er nu også en del af konceptet – som de motormæssigt mindste i Hondas sortiment – og det skulle nu være 45% lettere at trække koblingen på maskinerne.
Nyt LCD infodisplay
Et nyt og mere informationspakket display er det også blevet til, med gear-indikator, info om nuværende og gennemsnitligt brændstofforbrug, omdrejningstæller og en blinkende indikator for gearskift. Den kan justeres, hvis man er uenig i motorcyklens anbefalinger. Og apropos blinkende indikatorer – ved katastrofeopbremsning blinker blinklysene nu synkront, som man også ser på moderne biler.
Dæk
De standardmonterede dæk er ifølge Honda udviklet specifikt til cyklerne, i samarbejde med dækproducenter. CB 500F får Michelin Road5, CBR 500R får Dunlop Sportmax i en ny compound, mens CB 500X får Dunlop Trailmax Mixtour.
Du kan snarest læse separate tests af de opdaterede CB 500-modeller her på siden. Hvis du er hurtig, kan du nå at se alle de opdaterede CB 500-modeller på MC udstillingen i Lokomotivværkstedet.