Honda Cub ka’ vi li’ – oprindelsen
Nu er det fjerde gang, vi dykker ned i detaljerne omkring verdens bedst sælgende køretøj til dato. Med over 100 millioner solgte enheder er Cub’en fundamentet for Honda’s succes i motorcykelbranchen, og i første omgang var indtoget af det amerikanske marked som bidrog til den voldsomme popularitet.
Siden er der kommet et utal af variationer over modellen, blandt andet den sjove EZ-9, der også blev leveret som snescooter, og den mere rå roadster C110 Super Cub.
Vi døber dig Cub
Hvis vi skruer tiden tilbage til 1952, finder vi første gang brugen af ordet Cub hos de bevingede japanere.
Betegnelsen blev faktisk ikke brugt om en motorcykel, men derimod en 50cc universal motor, der kunne spændes på en almindelig trædecykel – det lyder måske ikke sønderrivende spændende, men hele Honda’s fremtid som motorcykelproducent blev stort set afgjort af denne lille hjælpemotor.
Motorkonceptet fik navnet Cub F, men blev også kendt med det mere billedelige navn ”hvid tank og rød motor”, og var designet til at kunne monteres på baghjulet af stort set alle konventionelle cykler.
Cub betyder – direkte oversat fra engelsk – dyreunge, og Honda’s idé med navnet var faktisk inspireret af en bjørneunge.
Tanken bag var, at en bjørneunge kunne lege og tumle frit omkring, hvor end det skulle være, og direkte overført til motoren, skulle Cub F give føreren frihed til at køre land og rige rundt, præcis som en fri og legesyg unge eller ”cub” – meget originalt.
Cub F – en ægte røvskubber
Den lille motor blev solgt som et samlekit i en papkasse med dimensionerne 33x33x60cm, hvor beslag, skruer og monteringsvejledning fulgte med. Udover motor og tank blev Cub F leveret med en smart dynamoforlygte, et lille koblingsgreb og en trykkontakt som gashåndtag – dengang var man altså smart i en fart med det lille rød hvide kit.
Den luftkølede totaktsmotor vejede 6 kg, og leverede 1 hk ved 3.600 o/m. Der var ingen gearkasse på, men koblingen skulle bruges til at starte motoren mens pedalerne blev stampet rundt.
Salg og netværk
Takeo Fujisawa, der også stod for den senere markedsføring af Super Cub i Amerika, fik en genial idé i 1952. Han tog ganske enkelt kontakt til 50.000 cykelforhandlere i et brev, hvor han beskrev salgskonceptet samt Honda’s visioner. Fujisawa modtog intet mindre end 30.000 svar, hvoraf 13.000 butikker blev udvalgt som officielle forhandlere af Cub F.
Modellen kostede 25.000 yen i 1952, hvilket svarede til tre måneders fuld løn for en gennemsnitlig lønslave, og det var en relativt høj pris. Men med det stærke forhandlernetværk blev det muligt at tilbyde kunderne samlesættet mod 12 måneders afbetaling.
På den måde kickstartede Cub F hele sit forhandlernetværk på det hjemlige japanske marked, og seks år senere så den første Super Cub dagens lys – og siden da har Honda ikke set sig tilbage.
Har du lyst til at se den oprindelige ”bjørneunge” i aktion, så tag et kig på videoen fra Honda Collection Hall nedenunder. Idéen om at sælge et bolt-on kit til cyklister for at forvandle dem til motorcyklister var ret genial, og det er en ret skæg konstruktion: