Honda GB350 lanceres i Japan – et skridt tættere på Europa
Vi har efterhånden vænnet os til den måde, det globale marked hænger sammen på, når det kommer til lancering af nye modeller fra de store japanske producenter.
Tommelfingerreglen ved et navn som Honda er, at de kommende modeller får en tidlig debut på hjemmemarkedet, inden de præsenteres for resten af verden.
Det forholder sig ikke altid sådan, men vi spidser alligevel øre, når der kommer spændende nyheder på det japanske marked – som i føljetonen med supersportarvingen Honda CBR600RR, der desværre viste sig at blive hjemme i solens rige.
Tilfældet med den friske 600 kubikker kan varsle nye strømninger i forhold til kommende modeller, og måske kan vi ikke altid regne med, at tingene er, som de plejer.
Honda har for få dage siden løftet sløret af en lille GB350 for japanerne, men ved et nærmere eftersyn ligner den noget, vi har set før – faktisk står det hurtigt klart, at det er Honda CB350 eller Honda H’ness, der er tale om.
Indtil nu er H’ness kun blevet solgt i Indien, hvor den skulle tage kampen op mod mærker som Royal Enfield og Bajaj.
Set med vores briller er det mest interessante ved nyheden om Honda GB350, den traditionelle betydning det japanske marked har for markedsstrategien. Det kan nemlig betyde, at den lille retro-inspirerede charmetrold er på vej mod europæiske luftlag.
Med 20 hk og teknologi som Traction Control og smartphone-styring ligner CB350 eller GB350 en stærk kandidat i klassen omkring 350 kubik, hvor der ikke før på samme måde har været mulighed for at vælge et klassisk udseende.
Derfor kan udbredelsen af markeder være en test før et globalt sigte – en ganske enkel afprøvning for at se, om det er noget, de unge vil ha’.
For god ordens skyld vil vi nævne den indiske pris på små 15.000 danske kroner igen.
Selvom det på ingen måde er et realistisk prisniveau i vores andedam, kunne det være fedt at se en cool lille “højhed” nede på den lokale havn – tjek lige den indiske præsentationsvideo: