Hvis nu carbon ikke er lir nok
Carbon kan vi motorcyklister lide. Faktisk så meget at vi gladeligt plastrer vores motorcykler til med carbon-dele. Somme tider uden på den del, som carbondelen skal se ud som om den afløser og dermed vægtoptimerer. Selvom den ekstra carbon i realiteten øger vægten. Men vi kender jo alle reglen om, at hver carbondel giver mindst fem ekstra hk på baghjulet! Sådan er reglerne. Det ved alle.
Men nu er der kommet en ekstra mulighed for at blære sig med carbon. Og få andres carbon-tapetserede motorcykler til at ligne kedeligt standarddesign. Tyske Ilmberger Carbon er kommet med en ny produktlinje, som tilbyder såkaldt Black Diamond Carbon, som ikke ligner det velkendte trådmønster. I stedet ligner Black Diamond Carbon, nåh ja, kul. Meget glimtende kul, men dog kul. Fedt ser det ud, og koster helt sikkert også derefter.
En helt ny form for bling-bling til motorcykler. Spændende om det kommer til at danne mode.