Hvorfor gør man ikke det i Danmark?
Når ulykkestal eller områder hvor særlig mange motorcyklister kommer til skade skal opgøres, er det som regel på basis af ulykker, som allerede er sket. Myndighederne inspicerer ulykkesstedet, analyserer hvad der har forårsaget ulykken og kan så vælge en passende foranstaltning for at det ikke sker igen.
Men hvad med alle de farlige steder, hvor der ikke er sket en ulykke endnu? Dem har de østrigske myndigheder besluttet sig til at prøve at få identificeret. For selvom dødstallet for trafikulykker i Østrig er faldende, gælder det ikke for motorcyklister.
I et samarbejde mellem det Østrigske Institut for Teknologi's center for Mobilitets Systemer, KTM og Wiens universitet for Mekanik og Mekantronik, er den såkaldte MoProVe udviklet. MoProVe står for Motorcycle Probe Vehicle og er nærmere betegnet en KTM 1290 Super Adventure, som er blevet udstyret med masser af måleudstyr, så det bliver muligt at kortlægge veje og områder – set fra en motoriseret tohjuler.
Måleudstyret omfatter sensorer og videosystemer og udstyr som præcist kan udpege lokaliteten samt motorcyklens egne data – hentet fra IMU'en. På den måde kan data meget præcist fastlægges til et givet område, mens eksempelvis videomateriale kan vise trafiktæthed.
På udvalgte veje bliver målerdata omkring motorcyklens status (nedlægningsvinkel mm.), rute og fart ved hjælp af computersimulering koblet med variabler som eksempelvis vejr og trafikmængde. Ud af det kan vejstrækninger eller -områder, som er særlig farlige for motorcyklister, udpeges. Selv veje med dårlig vedhæftningsevne kan identificeres, men naturligvis ikke hvis den manglende vedhæfningsvne skyldes midlertidige faktorer som spildt olie eller lignende.
Data opsamlet via MoProVe bliver sammenlignet med data fra lignende firehjulede køretøjer – så farlige områder for alle køretøjer og specifikt for motorcykler bedre kan udpeges. Efter de er udpeget, er det op til myndighederne at beslutte om, eller hvad, der skal gøres på en given vejstrækning.
0 personer snakker om “Hvorfor gør man ikke det i Danmark?”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Når strækningerne er udmålt, vil det garanteret medføre en masse hastighedsbegrænsinger for motorcykler.
Lad nu være med, at give vore hjemlige hastighedsforskrækkede politikere "gode" ideer.