Kawasaki får ADAS i 2021
Der er seriøst knald på udviklingen i motorcykelbranchen, og vi har kun lige stiftet bekendtskab med det kommende års nyheder, inden vi præsenteres for nogle af de teknologiske udbredelser vi får at se i 2021.
Kawasaki Heavy Industries Ltd. har til 2020 udstyret en lang række modeller med det vildeste orgie i elektroniske assistentsystemer, men det betyder ikke at producenten har tænkt sig at hugge bremsen i.
Allerede under den nyligt overståede mc-messe EICMA i Italien annoncerede den japanske motorcykelproducent nemlig, at man i 2021 som den første japanske motorcykelproducent vil udstyre en eller flere modeller, med avancerede elektroniske sikkerheds befordrende assistentsystemer vi kender fra bilernes verden.
Som de fleste ved, er elektronikgiganten Bosch leverandør til en væsentlig del af komponenterne på ikke blot vores motorcykler, men også storleverandør til bilbranchen.
Herfra kender vi Bosch's Advanced Driver Assistance System (ADAS). Et kombineret sikkerhedssystem baseret på samspillet mellem adaptiv fartpilot, risikoen for kollision og overvågning af blinde vinkler.
Den underliggende teknologi er baseret på Bosch's radar sensorer, der i samspil med motorstyring, Human Machine Interface (HMI) og motorcyklens elektronisk assisterede bremser skal “skærpe brugerens opmærksomhed på omgivelserne, samt bidrage til forbedret komfort og tryghed for føreren.”
Se ADAS implementeret på motorcykel i videoen herunder.
Geof Liersch som er President for Bosch Two-Wheeler & Powersports Business Unit fortæller i en pressemeddelelse fra 5. November 2019, at Bosch fortsat vil arbejde på at gøre kørsel på motorcykel mere sikkert, mere effektivt og sjovere, samt at virksomheden er beærede over at forsyne Kawasaki med produkter.
I pressemeddelelsen kan du også se at Yuji Horiuchi – som er Managing Executive Officer i Kawasaki Heavy Industries Ltd – er glad for at annoncere at producentens motorcykler vil blive udstyret med Bosch's ADAS.
Se pressemeddelelsen i sin fulde ordlyd her.
Hvis du tænker at der snart ikke kan puttes mere elektronik ind i vores motorcykler, så må du tro om igen. I 2017 deltog vi ved et event i Boxberg – Tyskland, hvor Bosch indviede os i nogle af de projekter udviklingsafdelingen arbejder på. Vi fik blandt andet lov til at køre med en styrthjelm der var koblet op med intelligent navigation, der lærte af førerens kørestil, og derefter foreslog både gearvalg og indgangshastighed i sving. Allerede dengang forudså Bosch en fremtid, hvor alle køretøjer var “forbundet i skyen”, så elektronikken overvågede alle trafikanter, og på egen hånd kunne nedsætte udvalgte køretøjers hastighed ved risiko for kollision, foretage opkald til redningstjeneste ved uheld, kontakte værksted ved havari… og meget, meget mere.
Fagre nye verden.