Kawasaki’s første 50-års jubilæumsmodeller i Danmark
Det er nu mere end et år siden vi første gang kunne fortælle vores læsere, at Kawasaki i år markerer lanceringen af den ikoniske 1972 Kawasaki Z900 med firecylindret 903cc motor med dobbelt overliggende knastaksler, som leverede afsindige 82 hestekræfter.
Det gjorde vi i indledningsvis artiklen 祝!Z生誕50年。og ved efteråret store mc-messe EICMA i Italien blev emnet også taget op under Kawasaki’s præsentation af 2022 nyheder, som du kan se i MagaCin’s livestream fra eventen.
Video fra Kawasaki’s præsentation på EICMA i efteråret 2021 kan også ses på YouTube.
Dedikeret Z 50-års hjemmeside
I artiklen Video: Med MagaCin på EICMA slog vi et smut forbi Kawasaki’s stand ved EICMA, og fik en sludder med den danske Kawasaki importør, hvor vi kastede et blik på et par klassisk udseende Kawasaki modeller, og ydermere fik at vide, at den specielt lakerede Yellow Ball udgave af Kawasaki Z900 faktisk allerede var udsolgt.
Mod slutningen af 2021 fulgte MagaCin endvidere op på Kawasaki’s Z 50’års jubilæum med oplysningen om, at Kawasaki havde oprettet en dedikeret Kawasaki Z 50-års jubilæum hjemmeside.
Der hersker næppe nogen tvivl om, at Kawasaki’s mc-division der siden 1. Oktober 2021 har været udskilt som en selvstændig enhed med nyt logo og det hele, er seriøst opsatte på at markere Z modellens 50-års jubilæum.
Og det gør den japanske motorcykelproducent blandt med lanceringen af en række jubilæums modeller.
På dansk grund
Og her til lands kan motorcykelentusiaster blandt andet se frem til en hyggelig sludder om Kawasaki motorcykler, ved den kommende Kawasaki Riders Day på FDM Jyllandsringen, der afvikles 17/5-22 i tidsrummet 8-16, der i første omgang var forbeholdt ejere af Kawasaki motorcykler, men nu er åben for alle.
Et event hvor deltagerne får en stribe kørepas på Jyllandsringen, hvor en række nye Kawasaki modeller udstilles, hvor der uddeles en lille Kawasaki Goodie-bag og hvor der også bliver prøvekørsel af udvalgte Kawasaki nyheder.
Og hvor en heldig deltager derudover også får lov at prøve en tur på en Kawasaki H2 Carbon Edition.
Det vanvittige ballistiske missil, som MagaCin fyrede af i en pumpet udgave på en flyveplads for nogle år siden.
De første jubilæumsmodeller i Danmark
MagaCin deltog i December 2021 i Udpakning og prøvekørsel af DK’s første Kawasaki Z650RS, og tidligt i indeværende år var vi igen forbi den danske Kawasaki importør, for at se de allerførste Kawasaki 50-års jubilæums modeller på dansk grund.
Det kom der som sædvanlig en lille video ud af.
Som du kan se i videoen, er jubilæumsmodellerne ikke udstyret med specielle banebrydende eller overraskende tekniske features.
Men nogle af os synes måske alligevel, at jubilæumsmodellerne er lidt cool, fordi de er en nostalgisk henvisning til en fortid, som dem med en tilstrækkeligt gulnet dåbsattest ganske givet har mange herlige Kawasaki Z1 minder fra.
Jubilæumsmodellerne fra Kawasaki koster som du kan høre i videoen “en håndfuld tusinde” mere end standardudgaverne.
Modellerne hjemtages desværre kun i et begrænset oplag, men det er slet ikke umuligt at se modellerne live.
Danmarks Motorcykel Museum
For Danmarks Motorcykel Museum markerer i år Kawasaki Z modellernes 50 års jubilæum ved at udstille Z 1 modeller, både den nye og jubilæumsmodellen, og desuden et par 3 cyl. 2-taktere fra Kawasaki.
Det kan du læse mere om her.
Dedikeret udstilling på Egeskov Slot
Og som du hører i MagaCin’s video længere oppe i artiklen, er der også planer om denne sommer, at udstille blandt andet Kawasaki 50-års jubilæumsmodeller ved en dedikeret udstilling på Egeskov Slot.
Det følger vi naturligvis op på, straks der er nyt i den sag, og vi skal også lige for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at det er i den kommende weekend Egeskov Slot afvikler det traditionelle årlige Mc-træf.
Det bliver interessant at se, hvad Kawasaki ellers har i godteposen i det kommende år i anledning af Kawasaki Z modellen 50-års jubilæum.
Det holder vi naturligvis et vågent øje med, og deler nyhederne med vores læsere.
Og nu er der heldigvis ikke længe til, at Kawasaki Riders Day afvikles på Jyllandsringen… Ses vi der?