Kør gennem tiden med ny Yamaha XSR125
Yamaha Sport Heritage bliver kun stærkere; sådan lyder indledningen fra Yamaha, som netop har præsenteret den seneste model i XSR-serien.
Ifølge producenten har Yamaha Sport Heritage serien, siden introduktionen, vist sig at være en succes for kørere i alle aldre, og på alle erfaringsniveauer.
I denne kategori tilbydes nemlig motorcykler til de, som sætter pris på autenticitet og individuel karakter, men med moderne teknologi og køreegenskaber.
I en pressemeddelelse fortæller Yamaha, at XSR-mærket hurtigt har etableret sig som den definitive modelrække til kørere, der sætter pris på ikoniske motorcykler med ægte karakter og sand charme. Samtidig med at hylde Yamahas mest ikoniske modeller fra en tidligere æra, er de nyeste XSR700 og XSR900 også udviklet til at levere høje motor-, stel/affjedrings- og bremsepræstationsniveauer – så deres kørere får det bedste fra begge verdener.
Sig goddag til den seneste i rækken
Den nye Yamaha XSR125 – som har fået efternavnet Legacy – er ifølge producenten udviklet ud fra den ekstremt succesfulde XSR125 der blev lanceret i 2021, og har derfor samme 125cc motor- og stelarkitektur.
XSR125 Legacy drager imidlertid fordel af en række stilmæssige ændringer, der forvandler motorcyklens karakter for at give den et unikt neo-retrolook med en virkelig individuel fornemmelse.
Ændringer skulle give den nye model en karakteristisk silhuet samt individuel karakter, som forstærker tilknytningen til fortidens klassiske Yamaha-modeller, og samtidig understrege Sport Heritage-mærkets etos: Inspireret af fortiden, bygget til fremtiden.
Men hvem gider dvæle ved en silhuet? Lad os tænde lyset og kigge nærmere på modellen!
Yamaha XSR125 Legacy er udstyret med klassiske trådegerhjul, der med en flot guldfinish understreger forbindelsen til nogle af Yamahas ikoniske modeller fra dengang far var dreng.
På disse fælge sidder der et sæt Metzeler Karoo dæk med grove knopper, som ganske givet fungerer udmærket, men vel også er valgt ud fra et ønske om, at give det helt rigtige visuelle udtryk.
Stilen komplimenteres af guld- og sølvfarvede detaljer langs tankens bløde former og på sidedækslerne, som alt sammen er lakeret i en dyb sort farve med det meget passende navn Historic Black.
Når man ser på modellen er der vist ikke tvivl om, at der taget udgangspunkt i historiske modeller, hvor eksponeret mekanik, oprejst førerposition, runde lygter og trådeger ofte var en del af opskriften.
Fremdriften i Yamaha XSR125 Legacy kommer som sagt fra den samme 125cc enstamper, som er at finde i forgængeren, og med sine 15 heste – hvilket gør den til en A1-maskine – er den præstationsmæssigt på linje med både MT-125 og YZF-R125, på trods af det afslappede udtryk.
En lille motor kan skam også være moderne, og den lille 125’er fra Yamaha er faktisk udstyret med variabel ventilstyring, som giver motoren mulighed for at levere et fornuftigt drejningsmoment ved lave omdrejninger, uden at gå på kompromis med sine præstationer ved højere hastigheder.
Selvom der her ikke er tale om hverken den tungeste, hurtigste eller dyreste motorcykel, så er modellen alligevel udstyret med en 37mm USD-forgaffel, som naturligvis er lakeret i en farve, der passer ind i det ønskede udtryk… og eksklusiviteten stopper ikke her.
Til at holde sammen på dyret er Yamaha gået med det legendariske Deltabox-stel, som i tidernes morgen blev udviklet i forbindelse med producentens deltagelse i Grand Prix-løb, og derfor – ifølge producenten – sikrer præcision i sving såvel som tillidsvækkende stabilitet ved kørsel på lige strækninger.
Tilgængelighed
Modellen skulle være klar til levering fra Juni måned, og prisen ligger endnu ikke helt fast. Men den seneste version af XSR125 står til 55.990,-, og det er nok ikke helt ved siden af at gætte på, at der bliver smidt et par tusinde oveni prisen på Legacy.
Nøgleord
– Guldfarvede letvægtsfælge med eger
– Dedikerede farver og grafik
– Højtydende Metzeler Karoo-dæk med blokmønster
– 2-delt lyddæmperskjold af aluminium
– Karakteristisk silhouet
– Klassens bedste 125cc 11 kW (15 hk) EU5-motor
– 37 mm upside down-forgaffel
– Naturlig opret kørestilling
– Cirkelrund LED-forlygte og LED-baglygte
– Let og stærkt Deltabox-stel
– Letvægtshåndtering og sikkert vejgreb
– Farvekoordinerede lakerede skærme
– Dobbeltsæde med let forhøjning
– Kvalitetspasform og finish med aluminiumsdele
– Cirkulær LCD-måler i retrostil
– Ultimate Yamaha Faster Sons 125cc-model
– Ideel til begyndere, erfarne kørere og genfundne motorcyklister