KTM præsenterer ny Freeride E
Tilbage i 2014 afslørede KTM deres elektriske Freeride E til leg på lukkede områder, og senere en gadehomologeret version. Og i dag afslører producenten den seneste elektriske aftapning, som kan prale af lidt mere end bare et sæt nye klistermærker.
Endnu mere sjov og ballade
Første gang MagaCin testede KTM Freeride E var tilbage i 2017, hvor Mathias og Tommy beskrev modellen som både underholdende og vanedannende. Og netop de tanker havde Nicolaus også, da han for blot et par år siden testede modellen, men denne gang i samarbejde med Pia Steen Petersen, der udgør den ene halvdel af Danish Rally Cats.
Med dens slanke statur og en vægt på blot 110 kilo er de omtrent 25 heste og 40 Nm mere end rigeligt til at få modellen til både at kravle og flyve. Men omvendt er det lige i underkanten, når vi taler landevejskørsel.
Og netop landevejskørsel bliver da heller ikke den opdaterede versions kop te, da den trods en overhaling i både motor og batteri ikke kommer ret meget over 95 kilometer i timen med potentiometeret i bund.
Indledningsvis nævnte vi, at den nye KTM Freeride E kan prale af mere end blot nye klistermærker, og det kan den!
For faktisk er 99% af modellen ifølge KTM anderledes end sin forgænger.
Motoren, der er noteret for 11 kW nominelt output, 19,5 kW peak power og omkring 37 Nm, er mindre og mere stille end i tidligere modeller. Den bliver heller ikke lige så varm som før, hvilket kun er til gavn for ydelsen efter lidt tid i sadlen på sådan en eldrevet maskine.
Batteriet er, ikke overraskende, af Lithium-Ion-typen, udgør 29 kilo af modellens samlede vægt og har en kapacitet på 5,5 kWh, hvilket er 1,5 mere end på forgængeren, og det skulle kunne omsættes til 20% mere køretid mellem opladninger.
Og nu vi er ved opladning, skal det nævnes, at batteriet angiveligt skulle kunne klare mere end 1.000 opladninger, før dets samlede kapacitet er faldet til 80%.
Hvor meget energi motoren skal benytte sig af, kan på 2025-modellen besluttes ud fra de tre køremodes: Eco, Normal og Sport. De tre programmer kan kombineres med yderligere tre, som hver især bestemmer, hvor meget motorbremse modellen skal gøre brug af, og dermed hvor meget energi der køres tilbage i batteriet.
Og så er det i øvrigt også muligt selv at vælge, hvor meget traction control’en skal hjælpe på det løse underlag.
Det er ikke svært at spotte, at også stellet er nyt på KTM Freeride E anno 2025. Men det er ikke bare for syns skyld, at man har givet det en overhaling.
Størstedelen af stellet består af krom-molybdæn, men bagstellet er udført i aluminium- og glasfiberforstærket nylon. Det betyder, at rammen er stærk nok til at modstå alverdens bump på vejen, men stadig let nok til ikke at være en hindring for effekt og rækkevidde.
Alligevel vejer den nye KTM Freeride E to kilo mere end sin forgænger.
Afslutningsvis skal vi lige se et smut forbi affjedring og bremser, og her er det ikke særligt overraskende, at der er tale om affjedringskomponenter fra WP Suspensions.
Foran finder vi en 43 mm USF-forgaffel, hvor der er luft i det ene ben og olie i det andet. Således kan preload justeres ved enten at øge eller sænke lufttrykket i det ene ben, imens let tilgængelige fingerskruer på det andet ben giver mulighed for justering af kompression og returdæmpning.
I bagenden er det ligeledes en WP-enhed, der tager slagene, og dette med en vandring på 250 mm. Den har fået optimeret olieflowet, således at der sker en mere ensartet dæmpning, og et andet valg af pakdåser har øget intervallet mellem hver service.
Denne er naturligvis også justerbar.
Bremserne er leveret af BRAKTEC, hvor der foran er monteret en 260 mm skive og bagpå en 240 mm. Om den forreste bider en dobbeltstemplet kaliber, men hvad der napper i den bagerste, beskriver producenten ikke.
Begge aktiveres via greb ved styret, da der jo ingen koblingsgreb er at finde på sådan en ellert.
2025 KTM FREERIDE E Technical highlights
- New 2025 model from the ground up, new in-house KTM drivetrain.
- 11 kW nominal power, 19.2 kW peak power, 37 Nm of torque, and a top speed of 95 km/h.
- 20% more battery potential. 8h charging time with 660 W unit, 1.5h with 3.3 kW power charger (0-100% capacity) & 5.5 kWh battery capacity for 2-3 hours of Enduro riding time.
- 21”/18” aluminum wheels.
- Adjustable and light WP XACT and XPLOR suspension technology redesigned chromoly steel frame purpose-built for the platform and 112 kg total weight.
- Removable battery in less than ten minutes.
KTM Freeride E anno 2025 ruller af samlebåndet i Østrik i løbet af december måned og kan forventes at lande hos europæiske forhandlere i januar 2025.