KTM's bud på en automatiseret manuel gearkasse - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

KTM’s bud på en automatiseret manuel gearkasse

KTM præsenterer automatiseret manuel gearkasse, der kombinerer sport og komfort, med manuelle og automatiske skiftemuligheder.
08/10-2024 kl. 19:14
Anslået læsetid: 6 Minutter

For fire måneder siden smed KTM en gigantisk teaser, hvori vi så en stor prototype adventurebike boltre sig i en grusgrav. Og til videoen hørte ikke meget mere end teksten “Save the date”, hvorfor internettet nærmest kogte over med gæt på, hvad KTM havde i støbeskeen.

Men i stedet for alt det gætteri, iværksatte skribenten her en meget lille efterforskning af mysteriet ud fra videoen.
For i den kunne vi nemlig se, at den store mudderkaster intet koblingsgreb havde, og at bogstaverne AMT stod på et klistermærke på instrumenteringen. Og en hurtig Google-søgning med ordene ‘KTM AMT’ viste en underside til KTM’s hjemmeside, som havde overskriften KTM 1390 AMT sign up.

Det blev sidenhen bakket op af KTM’s egne ord, da de afslørede datoerne for dette års orange præsentationer og samtidig på hvilke datoer disse ville finde sted.

Men inden vi kommer til præsentationen af KTM 1390 Super Adventure S Evo og KTM 1390 Super Adventure S hhv. d. 22. og 24. i indeværende måned, har KTM valgt at lade os få et nærmere indblik i bogstaverne AMT.

Automatiseret manuel gearkasse

Det kommer ikke som den store overraskelse, at dagens præsentation handler om KTM’s nye automatiserede manuelle gearkasse, da den har stort set samme navn som systemet fra Yamaha, og igen fordi det faktisk blev afsløret i artiklen, der er linket til ovenfor.
Men lad os da kaste et blik på sagerne.

KTM siger selv, at den nye gearkasse slører linjerne mellem sport og komfort, da den tager alle fordelene ved en automatisk gearkasse og kombinerer dem med den opstemthed, man får ved selv at skifte gear.
Det nye system handler altså i bund og grund om at give føreren valget om, hvorledes dagens stint skal overkommes.

Automatisk, men ikke som du kender det

Sådan siger KTM om den nye gearkasse… Men vi kan ikke komme uden om, at vi allerede hørte historien, da Carsten var et smut i Spanien for at trille en tur på Yamahas AMT-maskine.

Alligevel er der dog forskelle at spore i systemerne fra de to producenter. For hvor Yamahas semi-automatiske gearkasse både mangler koblingsgreb og gearpedal, har KTM kun afskaffet koblingsgrebet i sit projekt, således at raske sjæle frejdigt kan fornøje sig med at trække i pedalen med venstre fod, når det går rigtigt vildt for sig.

Men ligesom på Yamahaen, kan man også helt undlade selv at skifte gear på fremtidens KTM. Her skal man blot holde et let tryk på bremsepedalen og klikke på en knap på styret for at skifte fra neutral til første gear, og herefter sørger maskineriet selv for at skifte op og ned med en hastighed på 50 millisekunder.

Som du også kunne læse i testen, der er linket til ovenfor, giver det ikke meget mening at skulle forbi et frigear for at komme fra første til andet gear med denne type gearkasse. Derfor er rækkefølgen på KTM’s modeller med AMT N-1-2-3-4-5-6.
Og hertil kommer endnu en forskel mellem Yamaha og KTM.

For hvor Yamahaens elektronik selv sørger for, at en pal går i indhak i gearkassen, når man drejer tændingslåsen helt over til den kedelige side, skal man med KTM’s system selv sætte modellen i parkerings-mode, hvis man ønsker, at baghjulet skal være låst.
Det mode ligger smart nok i bunden af skalaen, så rækkefølgen faktisk hedder P-N-1-2-3-4-5-6.

KTM amt

Manuel mode

Når du vil have fuld kontrol over dyret, giver manuel mode dig mulighed for at skifte gear med både den traditionelle gearpedal og paddleskifterne på styret.

Når man bruger den traditionelle gearvælger på venstre side af motoren, aktiveres en sensor, der giver et signal til elektronikken om at skifte gear, ligesom en Quickshifter.

Gearpedalens layout kan ændres fra normal til omvendt, afhængigt af modellen, og det er også muligt at aktivere High Rev Limiter Shifting, som sørger for, at motorcyklen skifter gear, når føreren kører ved høje omdrejninger.
Sidstnævnte funktion kan slås til eller fra i manuel tilstand.

Auto mode

Som navnet antyder, er der i dette mode tale om fuldautomatisk gearskift, som er baseret på forskellige parametre, såsom gearposition, omdrejningstal, drejningsmoment, nedlægningsvinkel, acceleration, hastighed, stigning og selvfølgelig førerens input.

I auto mode kan føreren tilpasse skiftpræferencer via tre forskellige tilstande på instrumentbrættet, som ganske enkelt er døbt Comfort, Street og Sport.
Disse skiftetilstande arbejder sammen med motorcyklens individuelle køreprogrammer for at sikre, at de bedste automatiske transmissionsindstillinger bruges.

Under brugen af det automatiske gearskifte er manuelt gearskifte eller -tilsidesættelse muligt, hvor den fuldautomatiske tilstand undertrykkes i 4 sekunder, og selv skifter tilbage til automatisk tilstand.

Hvis der træffes en frisk beslutning, hvor føreren har brug for mere acceleration og åbner gashåndtaget meget pludseligt, aktiverer systemet en kick-down-funktion og skifter til et lavere gear.
Men kick-down-funktionen kan faktisk også aktiveres ved at lukke hurtigt af på gassen.

Detekterer motorcyklen en bil foran, som holder stille, aktiveres et stand-still mode, og varer stoppet mindre end tre sekunder, begynder motorcyklen selv at trille lige så stille.
Men skulle stoppet vare længere end tre sekunder, skal føreren selv sætte i gang ved enten at dreje på gashåndtaget eller ved at trykke på resume-knappen.

Sidstnævnte funktion kunne tyde på, at KTM’s AMT-system kun bliver tilgængeligt på modeller udstyret med radar i snuden.

Smart eller ej?

Nogle hader automatgear, andre elsker det. Men de systemer, vi efterhånden ser fra flere producenter, er altså lavet til dem, der godt kan lide den komfort, en automatgearkasse bidrager med, men alligevel ikke helt kan slippe det indre barn, så snart en spændende strækning kommer til syne.

Så om det er smart eller ej, må du selv vurdere. Men som du kan se i videoen nedenfor, kan det altså sagtens lade sig gøre at have det sjovt med sådan en semiautomatisk gearkasse!

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start