Life in the fast lane 12. Oktober
Hos BMW Motorrad har man på det seneste levet livet i overhalingsbanen, da tyskerne 29. September afslørede mærkets vildeste S 1000 RR til dato.
Og BMW Motorrad har tilsyneladende ingen planer om at sænke tempoet, for der skulle ikke gå ret længe, inden de fartgale tyskere var klar til at tease for afsløringen af endnu en kommende nyhed.
I Facebook opslaget herover fortæller BMW Motorrad, at der er ved at være varmt i lokalet, og at vi skal være klar når røgen letter 12. Oktober.
Og i et efterfølgende opslag på samme platform oplyser BMW Motorrad os om, at tiden er værdifuld, og krydrer opslaget med hashtagget NeverStopChallenging.
De to første opslag på sociale medier fastslår altså, at vi kan forvente lanceringen af en 2023 nyhed 12. Oktober, men ingen af opslagene herover gav os en reel indikation på, hvilken model vi kunne forvente.
udover at det måtte være noget sportsligt.
Det har BMW imidlertid rådet bod på med yderligere to Facebook opslag, hvor det ene som er mindre end et døgn gammelt garanterer os, at hjertet kommer til at banke hurtigere.
I opslaget herover ses den kommende nyhed parkeret på et tæppe, der umiskendeligt er forsynet med et M logo, og BMW Motorrad postede omkring fem timer senere yderligere et opslag med overskriften Life in the fast lane, som på dansk vel egentlig svarer til noget i retning af Livet i overhalingsbanen.
Der hersker således efterhånden næppe nogen tvivl om, at det er en ny M-model fra BMW motorrad vi præsenteres for 12. Oktober.
Det kunne sagtens være den BMW M1000R, som i sidste måned blev afsløret via lækkede dokumenter.
Det er vi ikke specielt kede af her på redaktionen, for som vi beskrev i MagaCin til BMW Race Day i 2021, så var BMW M1000RR dengang en af de fedeste motorcykler, vi nogensinde havde kørt på racerbane.
Skulle der stadig findes skeptikere, som tvivler på, at der er en ny BMW M Edition undervejs, så klik blot på billedet herunder, og følg linket til BMW Motorrads YouTube kanal, hvor præsentationen af den nye model kan følges live 12. Oktober.
På BMW Motorrads YouTube kanal kan notifikation aktiveres, så man adviseres om hvornår præsentationen skydes i gang.
Men for dem som ikke har mod på at sidde klar ved computeren onsdag d. 12. Oktober ved midnatstid, så følger MagaCin naturligvis også denne begivenhed, og holder som altid vores læsere opdateret hurtigst muligt.
Og indtil på onsdag kan vi jo bruge tiden på at fundere over, hvordan pokker det er muligt at gøre en af verdens skarpeste motorcykler endnu bedre.
For der er vel andre end os som gætter på, at det er en ny BMW M1000R?