Limited Edition Harley-Davidson Hydra-Glide præsenteres til Daytona Bike Week
Harley-Davidson har netop løftet sløret for den seneste tilføjelse til sin Limited Edition Harley-Davidson Icons Motorcycle Collection.
Nyheden bliver præsenteret for offentligheden 2.-9. marts under afviklingen af Daytona Bike Week på Harley-Davidson Event Display Area på Daytona International Speedway, og vil angiveligt snart være tilgængelige hos autoriserede Harley-Davidson forhandlere.
Icons-modellen du finder i galleriet over artiklen er visuelt inspireret de motorcykler, der bliver kørt på i den kommende film The Bikeriders, som følger opkomsten af en midtvestlig motorcykelklub set gennem medlemmernes liv.
Harley-Davidson Icons Motorcycle Collection: Hydra-Glide Revival
Hydra-Glide Revival er den fjerde model i Harley-Davidsons Icons Motorcycle Collection, og hylder 75-året for introduktionen af Hydra-Glide teleskopisk forgaffel på producentens E og F modeller. Og netop da modellerne med Hydra-Glide affjedring kom på markedet, blev der for alvor sparket liv i den efterhånden godt brugte fortælling om at køre De Forenede Staters hovedveje tynde på en stor amerikansk cruiser.
En af de mest populære modeller dengang var FLH fra 1956, som havde en rød basisfarve med en hvid stribe, bedre kendt som den tofarvede “slash”-farve. Og som du kan se i videoen nedenfor, er det slet ikke svært at trække tråde mellem modellen fra 50’erne til den genoplivede 2024-model.
Icons Motorcycle Collection er et program hvortil der årligt kommer nye modeller, som i et begrænset oplag skal være med til at hylde ikoniske Harley-Davidsons.
Altså en begrænset kollektion som kun rammer samlebåndet én gang, og hvor hver model er individuelt nummereret. Og i denne ombæring overstiger den globale produktion ifølge producenten ikke 1.750 enheder.
Eksklusive styling features
Hydra-Glide Revival anno 2024 er, som du kan se på billederne, prydet med det samme farveskema som den populære model fra 50’erne. Og for at gøre den nye model til en gennemført hyldest, er ting som eksempelvis de skinnende Harley-Davidson V emblemer på tanken, nærmest som taget direkte fra forfaderen.
Af yderligere styling der er med til at sætte den helt rigtige stemning kan nævnes grafikken i instrumenteringen, der er inspireret af modeller fra 1954-55, den tofarvede vindskærm, som fylder ikke mindre end 53.3 centimeter i højden, og en ordentlig spandfuld forkromede detaljer.
Ligeledes bidrager en solo-sadel med frynser, hvide syninger og kromskinne til en Land-Of-The-Free vibe, og akkompagneres af et sæt sidetasker i samme stil, der tiden tro er afstivet, vandafvisende og kan låses med nøgle.
Nostalgisk udenpå, men moderne indeni
Motorcyklens hjerte er Harley-Davidsons Milwaykee-Eight 114 V-Twin, som leverer 94 heste ved 5.020 omdrejninger i minuttet og har et maksimalt drejningsmoment på 156 Nm.
Denne er hængt op i en Softtail-ramme med skjulte monodæmpere der kan justeres under sadlen, således at modellen ifølge producenten selv bevarer en klassisk Hardtail profil, og lydbilledet leveres af et sæt Screamin’ Eagle piber.
Af elektronik kan naturligvis nævnes ABS bremser og LED lygteføring, men det er svært at sige stor Cruiser i 2024 uden også at sige Cruise Control; og fartpilot er selvfølgelig også at finde på den nummererede Harley-Davidson Hydra-Glide.
En person snakker om “Limited Edition Harley-Davidson Hydra-Glide præsenteres til Daytona Bike Week”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Jeg prøver at forestille mig hvordan det ville se ud hvis alverdens bilproducenter stadig solgte de samme modeller som i 1956, bare med GPS og et stort stereoanlæg…
Lige så fedt det kunne være at købe en fabriksny VW Boble eller en Toyota AE86, eller en E30 bimmer, lige så vanvittigt ville de være hvis de kostede det tredobbelte af hvad en ny moderne bil kostede.
Verden er mærkelig. Det er egentlig rart. Men mit hoved gør stadig lidt ondt.