Maestro 4.0 Ducati 30° Anniversario 916 lanceret - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Maestro 4.0 Ducati 30° Anniversario 916 lanceret

Eksklusivt armbåndsur prissat en snas højere end en ny Ducati Monster 30° Anniversario med dansk nummerplade monteret.
CO
30/08-2024 kl. 19:28
Anslået læsetid: 3 Minutter

I denne tid må der absolut være en del inkarnerede Ducatisti, som går rundt i spænding og afventer den næste præsentation i rækken af helt ny modeller fra det italienske mærke.
For det er nu en god måneds tid siden Ducati lancerede en ny stærkere Ducati Panigale V4 med MotoGP teknologi i det første afsnit af mørkets traditionelle føljeton, som i år har fået titlen Ducati World Première web series 2025, og det burde være tid til afsløringen af den næste nye 2025 Ducati.

De foregående år har omverden på forhånd været orienteret om, hvornår de enkelte afsnit af Ducati World Première ville blive frigivet, men Ducati har i hvert fald indtil videre fraveget den praksis i år.
Så derfor var det med en vis spænding, at der blev klikket på den tilsendte e-mail, hvor vi som det første skimmede ordene Maestro 4.0 Ducati 30° Anniversario 916.

Indholdet fik dog ikke denne skribent til at lette fra stolen og koge over af begejstring, men der skal nu nok være dedikerede Ducatisti, som finder nyheden interessant.
Hvis man er indædt fan af Ducati, og absolut må eje det mest eksklusive tilbehør, så er det nu muligt at købe et Maestro 4.0 Ducati 30° Anniversario 916 armbåndsur.
Uret der er fremstillet i et samarbejde mellem Ducati og den schweiziske urmager Gerald Charles udmærker sig angiveligt ved, at være vandtæt ned til 10 ATM / 100 meter (regnestykket står vi ikke for) og være stødsikkert op til en påvirkning med 5G.

Finishen på Maestro 4.0 Ducati 30° Anniversario 916 som blandt andet er fremstillet i let og stærkt kulfiber og Titanium, udtrykker angiveligt rent visuelt en reference til racerbanernes asfalt, og et centralt element på urskiven er som de fleste nok har spottet i videoen et tre-egret Ducati hjul.
Tributten til 30-års jubilæet for Ducati 916 fremgår også af urets gennemsigtige bagside, som udover at give indsigt i urets ædlere dele prydes af Ducati 916 logoet samt henvisning til omtalte jubilæum.

Interesserede kan læse mere om Maestro 4.0 Ducati 30° Anniversario 916 i denne sektion dedikeret til uret på Gerald Charles’ website, hvor der selvfølgelig også informeres om, at uret fremstilles i et begrænset oplag på 250 eksemplarer.
Derfor skal man formentlig være hurtig på tasterne for at bestille sit eget eksemplar af det eksklusive armbåndsur, og det gør nok heller ikke noget, hvis man er ferm til at tælle penge.

Hvad armbåndsuret koster fremgår ikke af Ducati’s pressemeddelelse, men det kan man imidlertid orientere sig om på blandt andet Monochrome-watches, hvor prisen er opgivet til € 37.200,-
Et beløb der i skrivende stund svarer til præcis 277.471,08 danske kroner, og bæreren må åbenbart klare sig uden sekundviser.
Med andre ord en rund femtusindekroneseddel mere end hvad der skal langes over disken for en ny Ducati Monster 30° Anniversario med dansk nummerplade monteret.

Hvad ville du i givet fald vælge?
En ny Ducati Monster i jubilæumsudgave, armbåndsuret eller måske begge dele?
Hvis du allerede har bestilt et eksemplar af Maestro 4.0 Ducati 30° Anniversario 916, så hører vi meget gerne fra dig.
Det kunne vi godt tænke os at skive en lille historie om.




Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start