Mc-jeans med airbag officielt lanceret
1. Marts er sæsonstart for mange danske motorcyklister, så i går var der formentlig mange steder travlhed med, at få den sidste klargøring af motorcyklen af vejen, og med at få fundet styrthjelm og motorcykelbeklædning frem.
En af beklædningsgenstandene denne skribent ikke behøver dykke specielt langt ned i gemmerne efter, er de nye innovative mc-jeans med integreret airbag fra svenske MO’CYCLE, der af producenten beskrives som den næste generation sikkerhed, og som du måske allerede har læst om her på MagaCin i midten af den forgangne måned.
For de ligger forrest i rækken af beklædningsgenstande som skal testes.
I artiklen der er linket til herover, bragte vi en video fra udpakningen af de svenske mc-jeans og derudover et link til en bestillingsside, hvor flere produkter fra den svenske producent forud for den officielle lancering kunne bestilles med betragtelig rabat.
Men kun i en begrænset periode.
Det fremgik nemlig også af artiklen, at både Airbag Jeans alene eller en kombination af mærkets Airbag Jeans & Airbag Vest indtil 28. Februar 2023 kunne bestilles med rabat, og at produkterne efterfølgende ville blive lanceret via en indiegogo kampagne.
Crowdfunding kampagne
Indiegogo kampagnen der løber i en måned, er nu sat i søen, den har i skrivende stund opbakning fra 97 interesserede, og mærkets Airbag Jeans kan faktisk stadig bestilles med rabat.
Kampagnen giver med en pris på Dkr. 3.714,- 16% rabat for den blå udgave.
Og med en pris på Dkr. 4.458,- for versionen fremstillet i sort materiale gives der 14% rabat.
Selv om besparelsen er knap så stor som i første omgang, så er det altså stadig muligt at spare en skilling, hvis man er hurtig på aftrækkeren.
Derudover byder kampagnen også på betragtelig rabat på andre airbag relaterede produkter.
Masser af information
På crowdfunding kampagnens side Mo’cycle Airbag Jeans findes der udover mulighed for bestilling også uddybende information både vedrørende mærkets airbag-jeans og airbag-vest, oplysning om at der medfølger to patroner til airbaggen, korrekt størrelse kan fastslås via et måleskema (som bør følges til punkt og prikke), der er en tidslinje for produktudviklingen, man kan se at der er tre års garanti på produkterne, der er mulighed for at se masser af video og meget andet.
Blandt informationerne er også oplysningen om, at MO’CYCLE i 2020 modtog € 150.000 fra Den Europæiske Unions Horizon Europe program.
MagaCin har længe fulgt udviklingen hos MO’CYCLE, og det bliver interessant at følge, hvilken modtagelse produktet på lidt længere sigt får af motorcyklister over hele verden.
Solen skinner i dette nabolag fra en skyfri himmel, så i dag var måske en glimrende lejlighed til, at få kørt en lille tur med vores nye Airbag Jeans.