Undersøgelse: Motorcykler er vildt gavnlige for samfundet
Et nyligt offentliggjort studie viser, at motorcykler og motorcyklisme er et gigantisk europæisk aktiv med enorme afkast og samfundsmæssige gevinster.
Så det er måske en god ide, hvis de mest mc-kritiske politikere og andre mc-skeptikere læser med her.
For det kan komme til at koste alvorligt både på finanserne og andre vigtige områder, hvis myndighederne gør livet alt for surt for motorcyklisterne.
Politikere skyder måske sig selv i foden?
Vi har i de senere år set skærpede politiske tiltag og stramninger målrettet motorcyklister og deres kæreste eje, hvor der støjmåles i flæng, indkaldes til unødvendige syn, konfiskeres motorcykler i vildskab, motorcykler formenes adgang til udvalgte områder, der iværksættes undersøgelser som viser hvor meget motorcyklerne generer, udvalgte vejstrækninger lukkes for kørsel på mc og meget andet.
Men måske skyder mc-kritikere og politikere i virkeligheden sig selv i foden?
Det er sundt at køre motorcykel
Vi motorcyklister kan skrive under på, at det er verdens fedeste hobby, og at motorcyklen på de langt fleste områder er et genialt transportmiddel.
Vi ved også, at alt vedrørende motorcykler ikke blot er befordrende for den mentale sundhed. For det er allerede videnskabeligt bevist, at det er sundt at køre motorcykel, og samtidig en aldeles glimrende slankekur, hvor vi forbrænder mellem 170 og 600 kalorier i timen.
Derudover er motorcyklen beviseligt en del af løsningen hvis vi vil skåne miljøet, og under Corona pandemien har motorcyklen såmænd også vist sig som det mest sikre transportmiddel.
Og nu får vi passionerede motorcykelentusiaster opbakning fra endnu et studie.
Nyt positivt studie
For et nyt studie udført af Oxford Economics viser, at både motorcykler og de 40 millioner europæiske motorcyklister er gigantiske økonomiske aktiver.
Men udover det enorme bidrag til den europæiske økonomi bekræfter studiet også endnu en gang, at motorcykler både er miljøvenlige, skaber arbejdspladser, bidrager til mobiliteten, er gavnlige for sundheden og sparer samfundet for en hulens masse spildtid.
389.000 arbejdspladser
Studiet med den mundrette titel The Economic Importance of Motorcycles to Europe beskriver blandt flere interessante emner, at motorcykelsektoren i EU og UK holder liv i omkring 389.000 arbejdspladser via forskellige aktiviteter, som inkluderer fremstilling af motorcykler, reservedele og tilbehør samt personligt udstyr og motorcykelrelaterede begivenheder.
Og det er ikke småpenge, der nævnes i undersøgelsen.
Milliarder af EURO
Det fremgår nemlig af undersøgelsen, at motorcykelsektoren i 2019 bidrog med €21,4 mia. til de europæiske landes bruttonationalprodukt, og at hver eneste Euro motorcykelsektoren bidrog med, genererede yderligere €1,8 i andre industrier. Altså næsten en tredobling!
I skattemæssig henseende viser studiet, at motorcykelsektoren bidrog med ca. €16,6 mia. til finanserne i 2019, og det tal kan vi i skrivende stund gange med 7,44 for at få beløbet i danske kroner.
Vedrørende international handel viser studiet også, at den europæiske motorcykelsektor årligt eksporterer for omkring €2,1 mia. til lande udenfor Europa.
Mobilitet, tidsbesparelse og miljø
Studiet fremhæver også en lang række andre fordele motorcyklerne byder på, for både brugerne og for miljøet.
Hvis 5% af dem der normalt kører bil (ca. 5,3 mio. pendlere) skiftede til motorcykel, kunne der høstes en tidsmæssig besparelse på 21,2 mio. dage om året.
En tidsmæssige besparelse der omregnet til kontanter svarer til €3,3 mia.
Økonomi bil vs. mc
Derudover viser studiet også, at det er langt billigere at eje og køre på motorcykel end i bil.
Undersøgelsen viser, at det årligt koster €1.435 i gennemsnit at køre bil, og at den tilsvarende udgift til motorcyklen er €545. Altså ca. en tredjedel.
Miljø
Studiet viser også, på linje med en lang række andre undersøgelser, at motorcyklerne har et langt mindre miljømæssigt fodaftryk end bilerne.
Den gennemsnitligt europæiske motorcykel udleder omkring 99g CO2/km.
Det er mindre end halvdelen af de 210g CO2/km en gennemsnitlig europæisk benzin eller dieselbil udleder.
Motorcykler op til 250cc udgør ca. 62% af de europæiske motorcykler, og den kategori udleder gennemsnitligt 64g CO2/km.
Fritid, sport og events
Undersøgelsen inddrager også økonomien i forbindelse med motorcykelrelaterede begivenheder som mc-udstillinger, mc-messer, motorsportsbegivenheder og events organiseret af motorcykelproducenterne.
Disse aktiviteter bidrager i følge studiet med €2,1 mia. til det europæiske BNP, understøtter 38.400 arbejdspladser, og genererer €1,2 mia. i skatteindtægter.
I 2019 troppede ca. 5 mio. tilskuere op til større motorsportsbegivenheder, hvor 1,8 mio. tilskuere valfartede til MotoGP sæsonens 12 løbsweekender.
Ca. 2,5 mio. besøgende fandt i 2019 vej til mc-messer, udstillinger og lignende begivenheder.
Video
Det nyligt offentliggjorte studie ledsages af en video, hvori mange af tallene du har set i artiklen fremgår.
En video på godt fire og et halvt minut, hvor det blandt andet nævnes, at de €21.4 mia. genereret af den europæiske motorcykelindustri eksempelvis overgår Island’s BNP.
Efter gennemsyn af videoen burde enhver mc-nørd være godt rustet, hvis en irriterende mc-skeptiker skulle udfordre til duel på argumenter, tal og statistik.
En video som endnu en gang bekræfter, at det er fedt at køre motorcykel, og at vi ikke bare gør os selv en tjeneste, men også alle andre.
Kommentar fra Stefan Pierer
Lad os runde af med et citat fra KTM AG CEO Stefan Pierer, der i forbindelse med studiet frit oversat har udtalt følgende:
“Oxford Economic’s studie viser, at motorcykelsektoren yder et værdifuldt økonomisk og socialt bidrag til Europas økonomi, mobilitet og fritidsaktiviteter. Vores sektor forbliver stærk, på trods af udfordringer som COVID-19 og et vanskeligt internationalt handelsmarked. Motorcykelindustrien vil fortsat spille en positiv rolle vedrørende økonomisk vækst, jobskabelse og mobilitet.“