Når fornuften sejrer
Når alle Danmarks motorcykeljournalister mødes for at finde det bedste bud på årets nyhed indenfor motorcykelverdenen, er det en større process. Nogle journalister fra aviserne er meget hverdagsorienterede, mens nogle fra fagbladende er regulære sportsfreaks. Derfor ender Årets motorcykel oftest med at være det bedste kompromis. Sådan gik det ikke helt i 2012.
I 2012 er top 3 alle fra den snusfornuftige gruppe af motorcykler. Ikke underligt når næsten alle nye motorcykler produceret, lander i netop dette segment. Klodens motorcyklister søger fra det vilde og ekstreme, mod det fornuftige og brugbare i hverdagen. Tidligere kunne sportsmaskiner og choppere sælges i Danmark, men anno 2012 fylder disse segmenter meget lidt i statistikkerne.
De 7 godkendte danske journalister til deltagelse i årets motorcykel 2012 var:
Kurt Henriksen Børsen
Lars-Bo Larsen Politiken
Carsten Olesen MagaCin
Tommy Rønn MagaCin
Lars Rulffs Touring Nyt
Stefan Engelfelt Touring Nyt
Gunnar Skrydstrup Touring Nyt
Årets 11 motorcykler i konkurrencen var:
BMW S 1000 RR
Honda NC 700 XAD
Honda VFR 1200 XD Crosstourer
Husqvarna Nuda 900 R
Kawasaki ER-6n
Kawasaki ER-6f
Kawasaki Versys 1000
Suzuki DL 650 V-Strom
Triumph Tiger Explorer
Yamaha T-Max 500
Yamaha YZF-R1
Desværre manglede nogle spændende nyheder i Årets motorcykel 2012. De nye BMW scootere var forsinkede fra producenten, grundet fejl hos 3. parts leverandører af værktøjer. Ducati kan ikke følge efterspørgslen på Panigale, og den eneste Panigale Danmark endnu har modtaget er allerede solgt. Kawasaki troede åbenbart ikke nok på deres nyhed ZZR 1400 da de valgte ikke at fremsende nyheden, og KTM i Sverige mente et svensk arrangement var mere vigtig end årets motorcykel i Danmark, derfor var KTM Duke 2012 ikke repræsenteret.
Straks testen startede stod det klart for flertallet at Honda nyheden NC700 stod stærkt. NC700 deltog som koncept, og ikke som den NC700X AD vi havde fået leveret. Den lille Honda fik mange rosende ord med på vejen fra alle journalisterne. Det var ikke kun Honda NC700 der fik mange roser, også Triumph Explorer blev rost flittigt, mens Triumph konkurrenten, Kawasaki Versys 1000, snappede den i haserne. Både Triumph og Kawasaki er bedre køremaskiner end Honda NC700, men de koster også over det dobbelte sammenlignet med NC700 i standardversionen til 90.000 kr. Det er let at lave noget fint hvis salgsprisen må være høj. Netop til prisen gør Honda NC700 en flot figur.
Efter afstemningen stod det klart at alle tre finalister var kompetente motorcykler. Alle blev de præmieret flot med mange stemmer under finaleafstemningen. Tidligere år er det ofte set at en maskine er løbet med alle stemmerne, men sådan gik det ikke i 2012. Stemmerne blev jævnt fordelt, men Honda NC700 trak det længste strå, hvilket absolut er velfortjent. Honda NC700 er dermed Årets Motorcykel anno 2012.
Årets motorcykel 2012 kører som en drøm, men den kræver tilvænning. En erfaren motorcyklist vil på NC700 skifte gear alt for sent. At komme fra en traditionel motorcykel til Honda NC700 kan bedst sammenlignes med skift fra sportslig benzin-bil til økonomisk diesel-bil. Omdrejningerne skal være færre end vi kender det, men så kører Honda NC700 også fantastisk. Tro ikke NC700 kan gøres til en racer, for det bliver den aldrig. NC700 er en fornuftig hverdagstraver, der magter alle motorcyklismens aspekter, uden rigtig at billiere. Den helt uerfarne kan med fordel vælge udgaven med dobbeltkoblings-gearkasse. Så skifter maskinen selv til det optimale gear, og føreren kan koncentrere sig om kørslen, samt nyde livet. Honda NC700X med dobbeltkobling koster 117.000 kr.
De to efterfølgend motorcykler ved Årets Motorcykel anno 2012, Triumph Explorer på 2. pladsen og Kawasaki Versys 1000 på 3. pladsen er meget ens. Triumph har den bedste motor, men Kawasaki er hurtigst til at aflevere tryghed til føreren. Priserne på 238.000 for Triumph, og 200.000 for Kawasaki er i den tunge ende, men kan til dels forsvares med de store og kraftige motorer. Desværre ligger de begge pænt over flertallet af danskernes motorcykelbudget, hvorfor de store salgstal ikke forventes. Er bankbogen velpolstret er de begge en prøvetur værd.
I 2012 blev også afgivet en ærespris. Husqvarna Nuda 900 er en sand legedreng, som ikke kan andet en friste med leg. Netop derfor fik denne vilde italiener æresprisen. Det er befriende når nogle producenter ignorerer alt fornuft, og stadig tør lave motorcykler til et nichemarked.