Nimbus Motorcycles Danmark får ny hjemmeside
Det er efterhånden ved at være nogle år siden vi kunne fortælle, at danske Nimbus genopstår…
Den velorienterede MagaCin læser er bekendt med, at vi siden dengang løbende har fulgt udviklingen hos det genoplivede danske motorcykelmærke med artikler som blandt andet Sidste nyt fra Nimbus Motorcycles Danmark, den ret opsigtsvækkende nyhed beskrevet i Ny elektrisk Nimbus får Energica Inside og Kørende prototype for elektrisk Nimbus motorcykel afsløres snart, hvor omverden blev informeret om den seneste køreplan for udviklingen af mærkets elektriske motorcykel.
Tiden har ikke stået stille hos Nimbus Motorcycle siden begyndelsen af denne måned. For udover arbejdet på mærkets nye e-cykel – som præsenteres på firmaets generalforsamling på Lørdag – og den igangværende udvikling samt testkørsler på det danske mærkes kommende e-motorcykel, har Nimbus Motorcycles Danmark nu også lanceret sin nye visuelle identitet med en ny hjemmeside og et opdateret logo.
Den nye hjemmeside for Nimbus Motorcycles Danmark fremstår nu lettere overskuelig, og interesserede kan i bunden af siden let navigere til mærkets profiler på sociale medier samt deres YouTube kanal, hvor især motorcykelentusiaster vil finde den senest delte video interessant.
For her fortæller den senest ansatte hos Nimbus Motorcycles A/S også lidt om, hvor fremskreden udviklingen af mærkets elektriske motorcykel er.
“Ja det er ‘bare’ en prototype, men den er allerede næsten klar til at rulle ud…”
Det er rigtig fint, at danske Nimbus hjemmeside nu er opdateret.
Men vi er nok en del, som klapper lidt mere højlydt i hænderne, når den dansk producerede motorcykel er bagt helt færdig, og præsenteres officielt.