Nu kan Moto-GP kørerne arbejde hjemmefra - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Nu kan Moto-GP kørerne arbejde hjemmefra

Mc-simulator officielt tilknyttet Dorna Sports
CO
03/02-2021 kl. 06:30
Anslået læsetid: 5 Minutter

Nu er der opsigtsvækkende nyt for de Moto-GP kørere, som på grund af restriktioner afledt af Corona pandemien må arbejde hjemmefra.
Og det handler ikke om, at de kan nøjes med at sidde i sofaen og køre virtuelt racerløb som sidste år.
På MotoGP’s hjemmeside annoncerer Dorna Sports nemlig, at organisationen har indgået samarbejde med Moto Trainer.
Så nu kan racerkørerne altså få lektier for, og træne på alverdens racerbaner uden at bevæge sig en meter fra hjemmet.
Om racerkørerne får udleveret Moto Trainer gratis vides ikke, men mon ikke de med det nyligt indgåede samarbejde får lidt rabat, hvis den italiensk producerede simulator installeres hjemme i garagen?

Vi “testede” Moto Trainer i 2018
Moto Trainer skulle i dag angiveligt være verdens bedste Mc-simulator, og det ønsker vi firmaet tillykke med, men det er faktisk langt fra første gang vi hører om “kopimaskinen”.
For i 2018 havde vi under det årlige besøg på efterårets store Mc-messe EICMA i Italien lejlighed til, at hoppe en tur i førersædet på en tidligere generation Moto Trainer.

Hånden på hjertet… i 2018 var det da meget sjovt at prøve Moto Trainer’s kopimaskine eller simulator, hvor en rigtig motorcykel som noget ret enestående var fastgjort i og tilkoblet simulatoren.
Men vi må også erkende, at oplevelsen dengang reelt var mere sjov og ballade end blot tilnærmet realisme.
Selv om personalet justerede en del på simulatoren, skulle der skubbes voldsomt fra med knæet for at få motorcyklen til at rejse sig efter nedlægning, og det var heller ikke specielt virkelighedstro, når motorcyklen blev tippet over på siden.
Gasgivning var der ikke meget føling med, bremserne ligså, og det var også nærmest umuligt at køre i sandkassen for enden af langsiden.
Der var naturligvis begrænset fysisk påvirkning af føreren, adrenalin-suset glimrede ved sit absolutte fravær og den ret kunstige oplevelse var overordnet lidt video-spils-agtig.
Men det var SJAUWT!!

Forbedret udgave
Vi forestiller os dog, at simulatoren er videreudviklet en del siden da, når Dorna Sports nu officielt annoncerer samarbejdet med Moto Trainer, og simulatoren også har fundet vej til træningslokalet hos VR 46 Riders Academy.
Du ved… ham der Valentino Rossi’s racerskole for nye talenter.

Vi kunne selvfølgelig godt tænke os at “teste” den opdaterede udgave af Moto Trainer, og modtager da også jævnligt nyhedsbreve samt invitationer fra firmaet.
Men det er besværliggjort af rejserestriktioner, og simulatoren passede ikke just præcis ind i årets julegave budget.
Priserne for din egen personlige Moto Trainer, som Dorna Sports beskriver “bringer feltet til din garage med verdens førende motorcykel simulator” starter nemlig ved € 4.900,- for den mest skrabede udgave, og kravler op på € 14.900,- for den dyreste version.
Altså lige godt 110.000 danske kroner for top-modellen.
Derudover skal man naturligvis også lige have en motorcykel at spænde fast i simulatoren.
Men den dyreste model skulle så også være ideel for dem der søger maksimal performance og ønsker at konkurrere mod andre online.
Det er i hvert fald beskrivelsen i kataloget for Moto Trainer du kan downloade her.

Alternative simulatorer
Hvis du ikke er besværet af godt 36 af de lange – som bare ligger i vejen og lige så godt kan blive smidt efter den billigste Moto Trainer – så husker du måske det væsentligt billigere alternativ fra spanske LeanGP, vi for nogle år siden beskrev som drengerøvens ultimative legetøj til hjemmet.

Se drengerøvens ultimative legetøj i Motorcykel simulator til hjemmet

Prisen på simulatoren til stuen var dengang € 1.199,- plus fragt, som nok er en mere overkommelig investering for flertallet.
Men så var den selvfølgelig heller ikke på niveau med Moto Trainer.
Næh… sådan en fik vi heller aldrig bestilt, men vi kan nu ikke dy os for en gang imellem at lure på, hvad der ellers findes af Mc-simulatorer på markedet, og hvordan de er konstrueret.
Du husker måske, at vi i 2017 rendte over en ganske anderledes simulator fra Cruden, hvor motorcyklen var monteret på en platform, der kunne bevæges i alle retninger.

Cruden simulatoren er nu en gammel nyhed, men vi synes det var lidt cool, at motorcyklen kunne vippes i alle mulige retninger.
Det betyder nemlig, at føreren får en snert af de G-kræfter man oplever i virkelighedens verden, og der kan sagtens være en endnu mere semi-realistisk Mc-simulator undervejs.

Tegning fra VI-Grade’s patentansøgning for en ny Mc-simulator

Kommende simulatorer
Det antyder patenttegninger fra firmaet VI-GRADE, der ellers normalt fortrinsvis beskæftiger sig med software delen af virtuelle køreoplevelser.
Men tegningerne vedhæftet patentansøgningen indikerer, at firmaet tilsyneladende er involveret i fremstilling af en simulator, hvor der ikke blot findes hydraulik til manipulation af motorcyklen, men hvor føreren også er iført en dragt, som angiveligt skulle formidle indtryk fra “kørslen” til føreren.
Altså meget tænkeligt en såkaldt VR-dragt.

Jo, jo… det er ganske et voldsomt apparatur, men skulle efter sigende også være målrettet Mc-producenter, Mc-udviklingsafdelinger, træningscentre og lignende institutioner.
Men der er knald på udviklingen.
Så hvis gode kræfter slår hovederne sammen får vi måske med tiden et bud på en pænt realistisk Mc-simulator til hjemmet der ikke fylder for meget, og som er til at betale.
Så kan vi rejse hvorhen vi vil på motorcykel lige nøjagtig hvornår vi har lyst… hjemme på værkstedet, i garagen eller måske endda i stuen, når sneen dækker landet i metertykke lag.

Sorry!!
Ups!
Skribleriet skulle egentlig bare have handlet om Dorna Sports og Moto Trainers samarbejde, men fantasien løb løbsk og projektet stak vist lidt af.
Beklager hvis denne skribent stjal lidt for meget af din tid, men sådan kan det gå når man er ramt af PMS. ;0)
Nu må det forbandede sne gerne smelte, så vi kan komme ud at køre noget Mc og få den mentale sundhed genetableret.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start