Ny 2025 Yamaha MT-07 med Y-AMT
I slutningen af Juli måned 2024 kunne vi konstatere, at MT-09 er Yamahas første model med Y-AMT, hvor nyheden blev lanceret med sloganet Symbiosis With Darkness, og der gik ikke mange uger før MagaCin publicerede den første danske test af Y-AMT.
I artiklen der er linket til herover, kommer vi også ind på, at Yamaha’s Y-AMT er generisk udviklet til både mærkets CP2 og CP3 motorer, og at vi altså derfor kunne forvente, at flere modeller efterfølgende udstyres med Yamaha Automated Manual Transmission.
Siden dengang har vi haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med den nye Yamaha R9, der betegnes som indledningen af en ny æra, og i dag har Yamaha løftet sløret for endnu en nyhed.
Nemlig den nye 2025 Yamaha MT-07, der på traditionel vis lanceres under Dark Side of Japan temaet, men med variationen Dawn of a New Darkness.
Ved præsentationen af den nyeste Yamaha MT-09 slap Yamaha lidt dagslys ind i Dark Side of Japan, og den seneste generation MT-07 er altså efter beskrivelsen et nyt mørkes daggry.
I forbindelse med dagens præsentation fortæller Yamaha, at den nye MT-07, som er Born from the Dark Side of Japan, redefinerer køreoplevelsen med modellens edgy style, letvægtsdesign og lyd-forbedrede CP2 motor. Udstyret med avanceret teknik som Yamaha Ride Control eller YRC og optionelt Y-AMT, løftes kørslen til nye højder.
Yamaha fortæller endvidere, at den klassedefinerende MT-07 får mere tech, mere spec og endnu mere stil.
Lidt mere specifikt går det ud på, at motoren som bevarer den kendte ydelse nu er EURO5+ godkendt, og at brugerne med et tilsvarende akustisk tiltag som på seneste generation Yamaha MT-09 vil opleve en forbedring af lyden.
Bag det markant reviderede ydre med en ny såkaldt bi-funktionel LED-lygteenhed samt 600 gram lettere plastpaneler ses et stivere og stærkere stel med ændret fæste for bagsvingeren, og nye hjul som er fremstillet med Yamaha’s patenterede slyngstøbningsproces.
Hjulene alene barberer 480 gram af den uaffjedrede vægt i forhold til forgængeren, og derudover reduceres vægten yderligere med blandt andet vægtoptimeret forgaffelbro, luftfilter, kæde, et nyt batteri og såmænd også et lettere benzindæksel.
Derudover byder 2025 nyheden blandt andet på ny affjedring, en ny 5″ TFT-skærm i instrumenteringen og nye kontakter som på Yamaha MT-09. Den reviderede mere sportsligt udlagte førerposition er tilrettelagt med et 18 mm bredere styr, som er 22 mm lavere og trukket 9,3 mm længere tilbage samt 10 mm sænkede fodhvilere.
Et nyt todelte sæde i en anden størrelse og form med ny polstring er angiveligt befordrende for både fører og en eventuel passagers komfort, og skulle samtidig gøre det lettere at klemme knæene fast om den nye benzintank, når kørslen er sportsbetonet.
Som endnu et eksempel på nyhederne for 2025 Yamaha MT-07 er blinklysene udstyret med såkaldt komfortblink, der blinker tre gange efter et blødt tryk på kontakten, og hvor et hårdere tryk aktiverer konventionelt blinklys, som selv slukker efter 15 sekunder, hvis motorcyklen har kørt mere end 150 meter.
Katastrofeopbremsning aktiverer samtlige blinklys.
Men uagtet ovenstående i sig selv lyder spændende nok, så er det mest interessante måske i virkeligheden, at Yamaha MT-07 bliver tilgængelig i en Y-AMT version, hvor det velfungerende Yamaha Automated Manual Transmission fungerer på nøjagtig samme måde som på Yamaha MT-09 Y-AMT.
Hermed et kort oprids over nogle af de nye tiltag på en voldsomt revideret 2025 Yamaha MT-07, som har hovedrollen i videoen nedenfor.
Yamaha opremser nedenstående tekniske højdepunkter for 2025 Yamaha MT-07.
- Y-AMT-ekstraudstyr med fartpilot
- Kompakt, nyt design med ny kørestilling
- Nydesignet bi-funktionel LED-forlygteenhed
- Ny 5″ TFT-farveskærm med smartphonetilslutning og navigation
- Elektroniske kørerassists, inklusive traction control og tre power modes (STREET, SPORT, CUSTOM)
- Brugertilpasset køreoplevelse med YRC (Yamaha Ride Control)-indstillinger
- Nyt stel og svinggaffel optimerer stivheden og forbedrer håndteringen
- Styr- og fodhvilerpositionen er ændret for at give en mere engageret køreoplevelse
- Nye radialt monterede 4-stemplede forreste bremsekalibre
- Ny 41 mm upside-down forgaffel og affjedring bag
- Optimeret lydoplevelse med akustisk forstærkende teknologi
- Den sidste nye 690 cc 2-cylindrede DOHC-væskekølede EU5+ CP2-motor med 4 ventiler
- Slyngstøbte letvægtshjul med Dunlop Sportmax-dæk
- A&S-kobling for blødere nedskift
- Ny kontakter og automatisk afbrydende blinklys med nødbremsesignalering
2025 Yamaha MT-07 som bliver tilgængelig i de tre farver Ice Storm, Icon Blue og Tech Black, kan allerede nu ses på danske Yamaha’s website i denne sektion, hvor yderligere detaljer kan læses. Men vi må vente desværre en stund endnu på, hvornår modellen kan leveres, og hvad den kommer til at koste med dansk nummerplader monteret.
Det følger vi naturligvis op på hurtigst muligt, og ser selvfølgelig også nærmere på denne spændende nyhed, når turen om kort tid går til efterårets mc-messe EICMA i Italien.