Ny 850cc Moto Guzzi V7
En ny V7 er født efter årelang succes.
Sådan beskriver Moto Guzzi den seneste udgave af den populære V7, der til 2021 er udstyret med 850cc motor, og kan leveres i to versioner, hvor V7 Special i farverne Blu Formale samt Grigio Casual fremstår med klassiske elegante linjer.
Den mere minimalistiske variant V7 Stone hvis 744cc forgænger MagaCin testkørte i 2019 er tilgængelig i farvevarianterne Nero Ruvido, Azzurro Ghiaccio og Arancione Rame.
Boost i størrelse og effekt
Motoren kender vi grundlæggende fra Moto Guzzi V85 TT, som MagaCin testede i 2019, men er til lejligheden droslet til 65 hk v. 6800 omdr. og 73 Nm v. 5000 omdr.
Den nye V7’er er altså ikke helt så stærk som V85 TT, men har dog fået et betragteligt boost i forhold til forgængerens 52 hk / 60 Nm.
Og Moto Guzzi fortæller da også, at mere end 80% af motorens maksimale moment er til rådighed allerede fra 3000 omdr.
I tillæg til den kraftigere motor har 2021 V7’erne udover en række ændringer af eksempelvis bagskærm og sidepaneler fået stel-forstærkninger ved kronrøret, opgraderet kraftigere kardan og bredere baghjul, nyt sæde, nye støddæmpere fra Kayaba med øget vandring samt ændret layout af udstødningen.
Moto Guzzi V7 Special som er udstyret med eger-fælge, dobbelt analogt udseende instrumentering med omdr. tæller og speedometer samt traditionel forlygte og egerhjul, er tydeligvis målrettet traditionalister.
2021 Moto Guzzi V7 Stone som er udstyret med en karakteristisk LED forlygte med DRL og digital instrumentering i et enkelt hus samt aluminiums fælge er tilbuddet til de knap så traditionsbundne.
Hvor meget og hvornår?
Hvad de nye V7’ere kommer til at koste, og hvornår de eventuelt kunne lande hos en dansk forhandler er endnu uvist.
For som du kunne læse her på MagaCin i starten af December, har den danske importør TMP trukket stikket i forbindelse med import af en række italienske motorcykler.
Det synes vi er rigtig ærgerligt, for Moto Guzzi skulle være klar til at levere modellerne først i det nye år, så vi krydser fingre for, at en ny dansk importør hurtigst muligt melder sig på banen.
Og når det sker, holder vi dig naturligvis opdateret på situationen.
I mellemtiden må du tage til takke med de første billeder af 2021 Moto Guzzi V7 i billedgalleriet øverst.