Ny dansk CFMoto forhandler
Trofaste læsere har måske bemærket, at vi her på siden har skrevet om spændende nyt fra CFMoto de seneste måneder. For der er nemlig fart på den kinesiske motorcykelproducent, som i de senere år har gjort sig ret så bemærket på globalt plan.
Senest skete det på EICMA, hvor de trak klædet af den nye trecylindrede CFMoto 675SR-R, men også afslørede en V4-motor på 997 kubik, som leverer 209 hestekræfter ved 14.500 omdrejninger og har et maksimalt drejningsmoment på 109 Nm.
I forbindelse med det skrev vi, at det bliver interessant at følge, hvordan europæerne forholder sig til de kinesisk-producerede motorcykler, og om CFMotos europæiske fremstød kommer til at bære frugt.
Det får vi et langt bedre indblik i lige om lidt, når der triller en ordentlig sending ind i udstillingshallen hos JJ Motorcykler i Randers.
Begejstringen kan ikke skjules
“Vi er meget stolte over at kunne tilføje CFMoto til vores sortiment,” skriver Jonas Jørgensen i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Deres motorcykler er kendt for deres alsidighed, pålidelighed og moderne teknologi, hvilket passer perfekt til vores ønske om at tilbyde kunderne de bedste produkter på markedet.”
Men efter selv at have haft fingrene i nogle af modellerne på de internationale motorcykeludstillinger kunne undertegnede simpelthen ikke nøjes med det fremsendte. Jeg var ganske enkelt nysgerrig på, hvad der kommer til at ske, så jeg greb knoglen og ringede til Jonas for at vriste lidt flere oplysninger ud af ham.
Inden vi kom nærmere ind på, hvilke modeller der tages hjem, hvornår de lander, og hvad de koster, væltede Jonas’ begejstring nærmest ud af røret. For at blive forhandler af CFMoto er en lykkelig slutning på rigtig mange måneders hårdt arbejde, og han har allerede haft fingrene dybt begravet i maskineriet.
Det forholder sig nemlig således, at Jonas og folkene på værkstedet fik lov at skrue et par cykler fra hinanden, inden en endelig aftale blev indgået. Her fortæller Jonas, at kineserne har stykket noget rigtig fint sammen, hvilket vel også er grunden til, at de giver 5 års fabriksgaranti på samtlige modeller.
Og apropos samtlige modeller, så er det faktisk næsten, hvad der kan opleves i udstillingen på Dalagervej 6C på den anden side af nytår, hvor der som udgangspunkt tages ni forskellige modeller hjem.
Således bliver der altså noget for enhver smag, uanset om man er til adventurebikes, naked bikes eller kåbecykler. Og skulle du være en mere tilbagelænet type, tager det ifølge Jonas ikke ret meget mere end 24 timer at fremtrylle en bobber.
Kig selv nærmere
JJ Motorcykler inviterer naturligvis alle til at komme og opleve modelprogrammet, som efter planen står 100% klar i starten af februar. Men enkelte har tilsyneladende ikke så meget tålmodighed…
Jonas fortæller nemlig, at den vildeste model i programmet – 800MT Explore – allerede er solgt, og afsluttede kort efter samtalen i hast, da han havde en potentiel køber til en 450MT.
Skulle din vej ikke lige gå forbi Randers, kan du alternativt stikke hovedet ind til Motorshow i Herning d. 7.-9. februar eller til MC Messen i Lokomotivværkstedet d. 22.-23. februar, hvor JJ Motorcykler og CFMoto selvfølgelig vil være at finde.
Et stort tillykke til JJ Motorcykler, som vi selvfølgelig allerede har lavet en aftale med om test af maskinerne, så snart vejret i 2025 tillader det.