Ny eksklusiv F43 Centenario præsenteret
Enhver passioneret motorcykelentusiast må begejstres, når en ny rigtig fed motorcykel præsenteres, og især når modellen er vildt eksklusiv og præget af unikke detaljer.
Også selv om den dybest set nærmest er utilgængelig for menigmand.
Det må man sige er tilfældet for F43 Centenario, som for en uges tid siden debuterede i anledning af det italienske flyvevåbens 100-års jubilæum.
Baseret på F43 Tributo
Den eksklusive motorcykel med unik lakering er skabt af firmaet Tamburini Corse, som er navngivet efter den ikoniske motorcykeldesigner Massimo Tamburini.
Tamburini Corse var ligeledes ophavsmand til den underskønne F43 Tributo, som er baseret på MV Agusta F4.
F43 Tributo der så dagens lys i December måned sidste år, er som du kan læse i artiklen der er linket til nedenfor sønnen Andrea Tamburini’s hyldest til sin afdøde far.
Den nyligt præsenterede F43 Centenario med den specielle lakering – med blandt andet 100-års logo på bundkåben og 1923 logo under bagenden -er baseret på netop F43 Tributo, men adskiller sig på væsentlige punkter fra forlægget.
Hvor F43 Tributo var tiltænkt produktion i fem forskellige varianter og et totalt antal på 25 eksemplarer, så fremstilles F43 Centenario blot i ét enkelt eksemplar.
Tamburini Corse som bortset fra online-shoppen endnu ikke har fået deres website helt op at køre, har ikke frigivet detaljer vedrørende specialudgaven af F43, men har dog på anden vis løftet sløret for, at indtægten fra salget af den unikke specialmodel går til et prisværdigt formål.
F43 Centenario afhændes nemlig via Moto Club Massimo Tamburini til fordel for Italian Association for Cancer Research.
Uagtet Tamburini Corse ikke har delt detaljer vedrørende F43 Centenario, så har firmet dog for nylig delt en video med modellen på deres YouTube kanal.
Der hersker næppe den store tvivl om, at F43 der tydeligvis er et orgie i kulfiber on fede stumper, bliver solgt for et svimlende beløb.
Men der er trods alt håb forude for dem, der ønsker et billigere alternativ, som dufter lidt af F43 Centenario.
Specialmodellen leveres nemlig med en unik håndlakeret Arai RX-7V Evo styrthjelm, som ikke blot kan ses i videoen nedenfor, men som andre også kan bestille via [email protected].
Endnu en fed model har set dagens lys denne sommer, og mon ikke vi har meget mere til gode i år.
Det holder vi naturligvis skarpt øje med, så husk nu at kigge indenfor med jævne mellemrum.