Ny Electro Motive Fighter fra Yamaha
Der bliver ikke sparet på dramatikken og effekterne i den sci-fi inspirerede præsentationsvideo for den elektriske Electro Motive Fighter, som Yamaha nu annoncerer, at man vil tilbyde kunderne i Taiwan fra Marts måned i år.
En herlige video, hvor Yamaha Motor Taiwan giver os det første glimt af en nært forestående fremtid, hvor et helt nyt tohjulet køretøj spiller en fremtrædende rolle.
Fremtidens elektriske scooter med modelnavnet EMF, som produceres af Yamaha Motor Taiwan Co., er udstyret med en 7,6 kW motor.
Og den futuristisk udseende tohjuler lanceres i videreførelse af samarbejdet med Gogori inc., som stiller mere end 10.000 ladestationer med udskiftelige batterier fordelt på mere end 2200 lokationer til disposition for de over 450.000 tilknyttede brugere.
Kun få tekniske detaljer foreløbig
Foreløbig holder Yamaha kortene tæt til kroppen vedrørende tekniske specifikationer, men det er dog sluppet ud, at fremtidens elektrisk scooter accelererer fra 0-50 km/t på hæsblæsende 3,5 sek.
Yamaha EMF med mulighed for at udskifte scooterens batteri på ganske kort tid samt det futuristiske udseende, har som det fremgår af videoen også kædetræk til baghjulet.
Det ses tydeligt på nærbilledet lige nøjagtig et minut og tredive sekunder inde i præsentationsvideoen længere oppe.
Se den officielle pressemeddelelse for den nye EMF her.
Konkurrenter samarbejder
I 2020 kunne du læse her på MagaCin, at Kawasaki, Yamaha, Honda og Suzuki havde indgået et samarbejde om en elektrisk fremtid, som blandt andet gik ud på, at standardisere en udskiftelig batteripakke, således at man som forbruger på tværs af mærker og modeller, kan benytte sig af samme reservedele, ladekabler og lignende.
Yamaha holder tilsyneladende fast i det koncept, og EMF følger nu i halen på Yamaha EC-05, hvor de Gogoro-kompatible batterier også nemt kan udskiftes.
Om fænomenet med udskiftelige batterier vinder fodfæste i Danmark, og om Yamaha EMF bliver tilgængelig her til lands, kan kun tiden vise.
Det sidste følger vi naturligvis op på straks vi ved mere.
En person snakker om “Ny Electro Motive Fighter fra Yamaha”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Kæft hvor er den da grim 🙂