Ny Honda til vintersæsonen?
Mange danske motorcykelentusiaster har nu pakket motorcyklen af vejen for vinteren. Men hvis Honda tilhængeren alligevel insisterer på, at blot to trædeflader berører underlaget, og at jordforbindelsen skal holdes med Honda henover vinteren, så er det faktisk muligt.
Omend i et noget langsommere tempo end på mc.
Men det er måske lidt cool, at to nye Honda modeller ikke ruster, og at essentielle parametre som maksimal ydelse, acceleration og tophastighed er helt op til brugeren selv.
75-års jubilæum
Honda Motor Company, Ltd. blev grundlagt 24. september 1948 af Soichiro Honda, og derfor kan det japanske mærke i år fejre 75-års jubilæum.
I den anledning har Honda i samarbejde med tøj- og skoproducenten Converse nu lanceret de nye sneakers Converse ALL STAR Ⓡ HONDA WP i to forskellige varianter.
Det skriver blandt andet Footwearnews, og Converse lancerer nu nyheden via opslag på sociale medier.
De nye smarte trædepoter blev vist første gang ved Osaka Motorcycle Show 17. Marts, og er nu tilgængelige for bestilling via Converse’s website i både en RS HI udgave, hvor en grafisk Honda vinge på blå baggrund dominerer skoens yderside, imens Honda logoet på den blå/røde WP HI version fremtræder lidt mere traditionelt.
Prisen er på Converse’s website opgivet til 14.300 japanske Yen, der omregnet til danske kroner efter aktuel valutakurs svarer til kr. 672,10.
En lynhurtig søgning på eBay gør desværre ikke de nye modeller billigere, da den laveste pris vi har kunnet opstøve ligger lige omkring Dkr. 1300,-
Det er selvfølgelig også en slags penge, men formentlig ikke et uoverkommeligt beløb for Honda entusiasten, der insisterer på, at den daglige transport varetages af Honda.
Ingen tekniske specifikationer
Producenten har desværre ikke stillet oplysninger om holdbarhed og greb for gummiets slidbane til rådighed, og der er heller ingen forlydender om, at de nye modeller skulle være udstyret med elektroniske assistentsystemer, som eksempelvis selvbindende snørebånd eller fumlegænger-overvågning.
Hav en rigtig god dag.