Ny MC butik på Sjælland
Har du en forkærlighed for store amerikanske motorcykler, eller kan enhver type motorcykel tænde noget i dig, så har du noget at glæde dig til.
Det varer nemlig ikke særlig længe før Tom Stokbæk slår dørene op for en spritny motorcykel forretning i Farum, og her er man gået all in på helhedsoplevelse.
Indehaver Tom Stokbæk har gennem mange år drevet en butik fyldt med trædecykler, men passionen for motorcykler begyndte at smitte af på forretningen, hvor der så småt sneg sig flere og flere Indian motorcykler ind i lokalerne på Nørrebrogade i København.
Salget af motorcykler i cykelforretningen fik Tom til at indse, at begejstringen for motorcykler faktisk var så stor, at han hellere måtte få solgt butikken og sætte alle sejl ind mod en karriere som motorcykelforhandler. For hvorfor ikke splejse arbejde og hobby når muligheden er der?
Som du kan se i videoen over artiklen, har Tom brugt en del timer i de kolde og mørke vintermåneder på, at beklæde den nye butiks vægge med brændte planker og hænge udstoppede dyr op.
Små ting som gør, at man fra det sekund man træder ind i butikken, befinder sig i et univers som puster liv i ilden under en helt speciel livsstil.
At købe en Indian er nemlig mere end blot at investere i et transportmiddel. Med i handlen kommer også et helt specielt fællesskab, hvor samtlige medlemmer har det til fælles, at motorcyklisme er noget af det fedeste i verden.
Et fællesskab som vi her på MagaCin havde fornøjelsen af at tage på tur med i oktober sidste år.
Fællesskabet har ind til nu nydt rigtig godt af klubhuset i Løsning nær Horsens, men nu bliver der altså også mulighed for at mødes over en kop varm på Sjælland i deres helt egen oase.
Butikken på Gammelgårdsvej 83 i Farum kommer nemlig også til at fungere som en slags klubhus for den danske indianer klub, hvor medlemmerne selv skal være med til at indrette omgivelserne på førstesalen.
Udover salg og servicering af Indian Motorcykler, har Tom også et andet mærke i stalden, nemlig Husqvarna. Så hvis ikke de fuldfede amerikanere trækker, så er der helt sikkert andet der kan friste.
Om ikke andet lover Tom at der er frisk kaffe på kanden, og noget tyder på at vi i den kommende sæson også kan se frem til en pølse eller to i Farum.
MagaCin holder dig opdateret på de seneste MC nyheder!
Med et abonnement får du ubegrænset adgang til alle nyheder, artikler, videoer og tests på MagaCin.dk
2 personer snakker om “Ny MC butik på Sjælland”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
rimeligt modigt at åbne en Indian forhandler kun 15 km fra Jensen MC i Slangerup. Men der er da forhåbentligt plads/kunder til dem begge.
Mig bekendt lukkede butikken i Slangerup i starten af 2019, så der skal skam nok blive plads til alle 😉