Vildt udsyn med ny klaphjelm
Mange danske motorcyklister finder det hensigtsmæssigt og mest praktisk at benytte klaphjelm under kørslen. Så det er måske ikke helt uinteressant for danske forbrugere, at styrthjelmsproducenten SHARK for nylig har introduceret en ny type klaphjelm, der udover at se meget anderledes ud angiveligt øger udsynet med 50%.
De fleste hjemproducenter er leveringsdygtige i en eller flere udgaver af den populære hjelmtype, men i bund og grund er der typiske store konstruktionsmæssige ligheder på tværs af mærkerne.
SHARK EVOJET bryder med det traditionelle design, ved at være udstyret med et voldsomt stort visir – med integreret hageparti – og ved at det kun er en yderst begrænset del af hagepartiet der vippes op.
Se præsentationsvideoen nedenunder, hvor racerkørerne Sam Lowes og broderen Alex Lowes introducerer den nye SHARK EVOJET.
En spændende nyhed fra Shark Helmets der bryder med de traditionelle normer, og hvor vi i videoen hører Alex Lowes beskrive, at udsynet med visir/hageparti slået ned næsten svarer til at køre med åben hjelm.
Styrthjelmens datablad beskriver, at Shark EVOJET er forsynet med ECE godkendelser som både åben og lukket hjelm.
Derudover oplyser SHARK HELMETS, at hjelmens æstetik er inspireret af dagens scene for urban mobilitet: Moderne, teknologisk, urban og elegant.
SHARK HELMETS oplyser endvidere, at det minimalistiske design er gennemarbejdet ned til mindste detalje, og at det mekaniske system omhyggeligt er skjult bag pladerne på hjelmens sider for et strømlinet udtryk.
Må du køre med åben klaphat?
Hjelmtypen hvor hagepartiet kan vippes op har gennem tiden opnået ret stor popularitet i Danmark, og de fleste klaphjelme er efterhånden godkendt til brug med bovporten åben.
Men inden køb af en klaphjelm er det slet ikke dumt, at kontrollere om klaphjelmen lever op til gældende ECE standard og opfylder kravene til sikkerhed, så den lovligt kan anvendes til kørsel med hagepartiet vippet op.
Det fremgår typisk af hjelmproducentens produktbeskrivelse, men ellers kan du faktisk selv nemt kontrollere det, når du står med hjelmen i hånden.
Læs mere om de forskellige godkendelser samt mærkninger i artiklen Må du køre med åben klap-hat?
Den må vi prøve
Udover det innovative design beskriver SHARK HELMETS, at den nye EVOJET er udstyret med antibakterielt udtageligt vaskbart interiør, visiret er Optical Class 1, hjelmen er Anti-fog Original Pinlock® ready, der er integreret solbrille, “Easyfit” systemet sikrer optimal komfort for brillebærere, hjelmen er forberedt til Sharktooth® intercom… og meget mere.
Det kan du altsammen læse meget mere om på SHARKS hjemmeside.
SHARK EVOJET ser rigtig spændende ud, og må alt andet lige byde på et hidtil uhørt godt udsyn.
Den nye SHARK EVOJET ser slet ikke så tosset ud, og det er en styrthjelm vi absolut ser frem til at teste hurtigst muligt.