Ny spændende Suzuki
Suzuki viste en frisk 2016 udgave af Van Van 200 på Eicma.
En rigtig sommermotorcykel til sommerhuset eller campingferien, skal udstråle stil, kunne komme frem over alt, og tilbyde ukompliceret teknik og køreegenskaber. Netop sådan er den nye 2016 udgave af Suzuki Van Van 200.
De store fede hjul garanterer at Van Van 200 klarer en tur på vesterhavskysten, uden at synke i til akslerne. Den lave køreklare vægt på sølle 128 kg betyder at alle kan tumle den, og de brede twin-sæde betyder god komfort til to personer.
Designet er helt unikt, med de ultra fede dæk. 180/80-14 bagdækket giver et ultra brutalt look. Dette dæk er bare gigantisk på den lille motorcykel, uanset om maskinen betragtes bagfra eller fra siden.
Den lille 200 ccm motor yder 16 hk. Nok til at transportere to personer og dagens indkøb med omkring 100 km/t.
Stilen har vakt respekt i flere lande, men endnu ikke i Danmark. Måske 2016 Van Van 200 kan ændre dette. Som med alt andet i Danmark. Prisen bestemmer salget, så kan Van Van 200 ramme en fornuftig pris kan den sælges. Bliver den for dyr tager importøren den sandsynligvis ikke hjem til DK.