Ny Suzuki GSX-S 950 afsløret - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny Suzuki GSX-S 950 afsløret

Motoren kan drosles til A2 kørekort
16/06-2021 kl. 17:45
Anslået læsetid: 2 Minutter

Der kan man bare se, så fik vi dagens overraskelse.
Som du kunne læse her på MagaCin tidligere i dag, er Suzuki i gang med de indledende øvelser til at præsentere en kåbeklædt udgave af den nye Suzuki GSX-S 1000.
Det har Suzuki’s udviklingsafdeling garanteret været i gang med i langt tid, men nu er nyheden sluppet ud allerede inden naked udgaven som blev præsenteret sidst i April måned lander hos danske forhandlere.
Men bedst som vi troede, at vi var rigtig skarpe og på forkant med nyhederne viser det sig, at en kåbeklædt mere touringvenlig udgave af GSX-S 1000 ikke er det eneste Suzuki har gået og tumlet med i det skjulte.
For den japanske producent afslørede for få timer siden en ny Suzuki GSX-S 950.
En model meget få vidste i det hele taget var på tegnebrættet, men franske Suzuki har i dag helt ud af det blå delt en præsentationsvideo med nyheden.
En video som vores læsere naturligvis også skal have fornøjelsen af at se.

Kan bestilles i Frankrig nu
Introduktionen til den nye Suzuki GSX-S 950 er forløbet noget alternativt, for modellen findes i skrivende stund ikke på Suzuki’s officielle internationale hjemmeside, japanerne har ikke delt nyheden på social medier, og en officiel pressemeddelelse glimrer ved sit absolutte fravær.
Men den franske afdeling af Suzuki har allerede søsat en kampagne for den nye Suzuki GSX-S 950, hvor modellen som franskmændene har prissat til € 10.399,- allerede kan forudbestilles.

Nogle få informationer
Desværre er det ikke specielt meget vi kan fortælle om nyheden, udover at 950’eren deler motor med storebror Suzuki GSX-S 1000, men i 950’erens tilfælde er droslet til 94 hk v. 7800 omdr. og 92 Nm v. 6500 omdr.
Grunden til at levere en droslet udgave af den stærkere GSX-S1000 skulle angiveligt være, at modellen derved kan drosles til A2 kørekort.
Suzuki GSX-S 1000 og GSX-S 950 ser umiddelbart identiske ud, men uafhængige kilder beretter, at den nye såkaldte 950’er er udstyret med en ikke justérbar 43mm KYB forgaffel, en bagdæmper med justérbar fjederforspænding og returdæmpning, radialt monterede Tokico bremsecalipere forrest – i modsætning til storebrors 4-stemplede Brembo – og generelt må man nok forvente, at modellen er noget billigere at producere end storebror.
Derfor bliver den nye 950’er – som efter sigende skulle lande i Europa i August måned – naturligvis også billigere end GSX-S 1000.
Prisniveau og om eller hvornår nyheden lander i Danmark vides endnu ikke, men vi holder naturligvis vores læsere opdateret hurtigst straks der er yderligere information tilgængelig, og forhåbentlig også lidt mere video samt bedre billeder.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start