Ny tourer fra HD
Harleys nye tourer er som designet til søndagsturene – hvor man vil væk fra mobiltelefoner og dét at skulle være online og tilgængelig hele tiden. Bevares, man kan have sin telefon i lommen, men cyklen er ikke udstyret med infoskærm med mulighed for opkobling og al den slags. I stedet er der et lille rum, hvor infoskærmen plejer at være. Der kan ligge en madpakke, eller en pakke smøger, hvis man er så politisk ukorrekt.
Electra Glide Standard hedder den. Stor og mægtig som en tourer fra HD forventes at være, men uden Connectedness og anden lyd end den fra motoren. Onde tunger ville spørge hvorfor man så ikke bare finder en maskine fra brugtmarkedet? Men Electra Glide er rent køreteknisk moderne (for en HD) og har som standard elektronisk fartpilot, bagstøddæmpere, der let kan justeres uden brug af værktøj, 49 mm forgaffel med dobbeltvirkende dæmpning, og Brembo bremser med ABS.
”For at fremhæve “strip-down” designet på Electra Glide Standard har vi fokuseret på en fremtoning og finish, der er enkel og tidløs og baseret på Harley-Davidson´s touring design.
Krom er anvendt på væsentlige designelementer og komplementeres af både polerede og sorte dele”, fortæller Brad Richards, Vice President for Styling and Design: “Vippearme, krumtap og sidedæksler fremstår med krom-overflade for at fremhæve Milwaukee-Eight 107 motorens elegante V-formede design. Desuden er der tilføjet en portion nostalgi, der trækker tråde helt tilbage til den første Electra Glide.”
Motoren er den velkendte Milwaukee-Eight 107 motor – som visuelt er fremhævet. Andre designelementer er “batwing” kåben, krom trim, standard sidetasker og støbte aluminiumshjul. Krom er påført fremtrædende elementer og fuldendes med polerede dele på motoren samt udvalgte sorte overflader.
Prisen for Electra Glide Standard bliver 429.900 kr.