Ny vintage serie fra MTR
Fra tid til anden ser vi et stort skift i, hvilken del af motorcyklisme der er moderne.
For en del år siden var kåbeklædte superbikes med matchende læder super sprødt, men blev efter god tid på tronen erstattet af nakedbikes og en knap så sportspræget udklædning.
Senest har vi set en eksplosiv udvikling inden for adventure-segmentet, hvor rigtig mange motorcyklister på verdensplan har fundet en glæde i, at begive sig væk fra alfarvej og i stedet folde vingerne ud i den smukke natur.
Der sker altid skift i hvad motorcyklister finder interessant, men én ting som der stort set altid er blevet holdt krampagtigt fast i, sideløbende med ovenstående, er den retro-inspirerede tilgang til motorcyklisme. Og kærligheden for motorcykler der suger inspiration fra engang far var dreng, har gennem de seneste år også afspejlet sig i de modeller producenterne lader rulle af samlebåndet.
Men det er ikke kun hjemmebyggede café racere og spritnye retro-modeller, som eksempelvis Kawasaki Z650RS, vi ser en stigende interesse i.
For der er også godt gang i salget af udstyr som gør, at man står kniv skarpt ved siden af sin ny/gamle øjesten, og her hænger udstyrsproducenter, som eksempelvis MTR, ikke i bremsen.
MTR bringer nostalgi og stil til bordet
Der findes selvfølgelig et utal af hjelme med klassisk udseende, og selvom det for nogle ser ud til, at alle de “gamle” hjelme ligner hinanden, så kan det alligevel give mening at dykke lidt dybere ned i listen over features.
Og udover at bringe nostalgi, og ikke mindst stil, til bordet, så byder MTR, ifølge en pressemeddelelse, på nogle ret interessante features.
Til venstre på billedet ovenfor ser du modellen Vintage, som med sin kuglerunde yderskal giver den helt rigtige visuelle udstråling. Men kaster du et tættere blik på hjelmen vil du måske bemærke, at der sker noget lidt spændende inde i visiret.
Den lille lyse prik som du finder i det allermørkeste område er nemlig ikke en bussemand på din skærm, men derimod en klar indikation på, at visiret her er forberedt til en pinlock-indsats. Og når først man har prøvet at køre med en hjelm med termorude bliver man klar over, at det er en lille ting som bare gør tilværelsen meget bedre.
Hopper vi helt over til højre finder vi en åben en af slagsen, som sparker døren ind til det urbane segment, hvor man kunne forestille sig, at hjemmebyggere med sans for detalje vil sætte pris på den blændende lakering.
MTR Jet Fiber er nemlig smurt ind i flakes med den helt store pensel; så måske man ikke behøver en skrig-gul hjelm for at blive set i trafikken?
Jet Fiber leveres i både sort og rød, som vist i galleriet over artiklen.
Mellem de to er en hjelm, som efter undertegnedes mening ser lidt mere moderne ud, men uden at smide retro-viben på gulvet.
Som du måske kan udlede af navnet MTR Vintage MX, er hjelmen her en offroad-inspireret version af førstnævnte, og man kunne da sagtens forestille sig denne hjelm i forbindelse med et scrambler-projekt.
Da hjelmene er af samme serie er der naturligvis en række ligheder:
Hjelmene produceres i to forskellige skalstørrelser (XS-M og L-XXL), så de mindste kørere ikke kommer til at ligne en bobblehead-figur, og den anden vej rundt for de største. Inderforet er naturligvis udtageligt og vaskbart, og hjelmene vejer fra 1.000g til 1.350g.
Alle modeller er ECE 22.05 certificeret, og måske lige så vigtigt, udstyret med en dobbelt-D lukkemekanisme.
Den lukkede Vintage-hjelm er udstyret med fem ventilationsporte fortil fordelt i panden og på hagestykket, hvor MX-modellens ventilation kun sidder i hagen, og Jet-hjelmen i sig selv har rigeligt med udluftning.
Til gengæld leveres de åbne modeller med en aftagelig skygge, og hullet i MX-modellen er naturligvis stort nok til, at man kan køre med cross-briller.
Prisen starter ved ca. 750 dkk for den åbne showstopper, og slutter på omkring 1.100 kr. for de to andre.