Nye Yamaha XSR GP modeller
Der er tilsyneladende nærmest ingen ende på spændende kommende nyheder fra Yamaha.
Nu er der nemlig klare indikationer på, at Yamaha har endnu flere spændende nye modeller under udvikling, end dem du har kunnet læse om her på MagaCin siden årets begyndelse.
Det viser en ansøgning indsendt til den Europæiske Unions Kontor For Intellektuel Ejendomsret EUIPO.
For Yamaha har nemlig d. 21. April indsendt en ansøgning om beskyttelse af modelbetegnelsen XSR GP, som kan ses ved at følge dette link, hvor man kan se, at ansøgningen er under behandling.
Men hvad kunne sådan en ansøgning om beskyttelse af modelnavnet XSR GP så egentlig betyde?
XSR GP?
Yamaha’s retroinspirerede XSR naked bikes har i løbet af relativt kort tid opnået stor popularitet på i en lang række markeder i mange lande, med modeller som eksempelvis Yamaha XSR 125, Yamaha XSR 700 og Yamaha XSR 900. Og det er slet ikke uhørt, at Yamaha efter introduktion af mærkets standardmodeller efterfølgende introducerer lidt mere raffinerede varianter.
Tænk bare på Yamaha MT serien, hvorfra man kender SP modellerne udstyret med en række lidt finere komponenter.
Så det ville måske give meget god mening, hvis tilføjelsen af GP (Grand Prix) til XSR modelnavnet fremover kunne ses på mere eksklusive, og formentlig lidt mere sportsligt orienterede, udgaver af de forskellige modeller i XSR serien.
Eventuelt en stribe XSR modeller, hvor den japanske producent har hentet de fleste stumper direkte fra Yamaha MT SP udgaverne?
Og hvis man er lidt friske hos Yamaha, så udstyrer man måske endda også GP modellerne med en fiks retroinspireret klassisk udseende styrkåbe.
I kølvandet på andre nyheder
Den velorienterede MagaCin læser er bekendt med, at nye XSR GP modeller slet ikke er de eneste nyheder vi kan forvente fra Yamaha.
For der skulle jo som vi allerede ved angiveligt være en Yamaha R9 og endnu en ny model lige på trapperne, og så er der jo selvfølgelig også lige den forventede Yamaha Ténéré 900.
XSR GP Hvornår?
Hvornår vi eventuelt kunne få en eller flere nye XSR GP modeller at se, står stadig hen i det uvisse.
Skærmdumpet nedenunder fra EUIPO viser nemlig, at ansøgningen i skrivende stund endnu blot er under behandling.
Men sagsbehandlingen hos EUIPO er ikke nødvendigvis specielt langvarig, så man kunne forestille sig, at vi introduceres for en eller flere nye Yamaha GP modeller allerede i år.
Hvor vidt udbredt GP tilføjelsen til XSR modellerne eventuelt bliver, vides heller ikke endnu.
Der er ansøgt om rettigheder både til modelnavnet XSR GP for motorcykler, scootere, trehjulede motorcykler, trehjulede scootere, knallerter, trehjulede knallerter og derudover også til stumper for de nævnte køretøjer.
Så Yamaha har altså så at sige skudt med spredehagl i ansøgningen.
Man har vel lov til at drømme
Nogle af os kunne nok fristes til at drømme om en kommende Yamaha XSR 900 GP udstyret med affjedring og bremsekomponenter af fineste karat, clip-on styr, en klassisk udseende halkåbe med rund forlygte og klassisk udseende instrumentering samt en lakering, der fuldender billedet af en klassisk baneracer.
Vi kan garantere vores læsere for, at MagaCin også følger udviklingen i denne sag med den aller største opmærksomhed.