Nyt våben mod larmende motorcykler
Når den britiske regering ikke bøvler med Brexit, finder den måder at bekæmpe motorcykler og bilers lidt for customiserede udstødninger på. Et nyt projekt vil de næste måneder forsøge at ramme biler og motorcykler, hvis motorlarm væsentlig overstiger det tilladte. Særligt larm som fremkommer ved at gasse unødigt op.
Systemet fungerer ved at sætte ekstra funktionalitet ind i det overvågningssystem, som i forvejen registrerer nummerpladerne på alle køretøjer, som kører forbi kameraerne. Automatic Number Plate Recognition (ANPR) kaldes systemet, som i øvrigt også findes i Danmark. Systemet skal i dansk henseende i øvrigt ikke forveksles med stærekasserne, som medvirker til at udskrive bøder.
Det britiske ANPR-system udstyres med en slags mikrofoner, som vi antager må være så tilpas retningsbestemte, at de kan afkode hvilket køretøj som larmer mere end det tilladte. Registreringen af lydniveauet sammenholdes med data fra kameraerne, som via nummerpladen kan finde den skyldige og snart bøde-modtagende motorcykel- eller bilejer. Vi må antage at systemet også har bagudvendte kameraer til at registrere nummerplader, så de ikke får de samme udfordringer som eksempelvis danske fotovogne.
Tidligere har overskridelser af grænser for larm beroet på et skøn fra Politiet. I Storbritannien ligger grænsen omkring 90 decibel og motorcykler og biler med standardudstødning skulle derfor ikke være i farezonen.
Om systemet også vil registrere biler med et lidt højstemt stereoanlæg er uvist.
Hvis forsøget viser sig at være succesfuldt vil det blive rullet ud i resten af Storbritannien.