Nyudviklet gearkasse fra Honda
I en nylig pressemeddelelse fra Honda, oplyser producenten at en nyudviklet gearkasse med dobbelt-kobling først og fremmest er tiltænkt Honda’s store sportscykler.
Gearkassen har iflg. Honda et kompakt design, og vil kunne kombineres med allerede eksisterende motorer.
Honda planlægger over tid at montere gearkassen på flere af producentens større modeller, og derfor vil den ikke udelukkende være forbeholdt en kommende VFR 1200.
Gearkassens to koblinger opererer uafhængigt af hinanden i hhv. 1-3-5 og 2-4-6 gear.
Arbejdsfordelingen mellem de to koblinger giver hurtige og smidige gearskift, og konceptet som kendes fra bilernes verden tilbydes nu motorcyklisterne.
Gearkassen er udstyret med tre forskellige programmer, som består af ’D’ som benyttes ved almindelig kørsel, ’S’ for mere sportslig aktion, og derudover en tredie indstilling som giver brugeren samme feedback som en konventionel gearkasse.
Gearkassen er også godt nyt for ejernes brændstoføkonomi, da Honda angiver en mere effektiv udnyttelse af de dyre dråber.