Omkommet under rekordforsøg
Den 47-årige brittiske rekordjæger, Zef Eisenberg, mistede torsdag den 1. oktober livet i jagten på endnu en rekord. Uheldet skete på den tidligere luftbase Elvington Airfield, hvor Eisenberg angiveligt kørte af banen, i sin specialbyggede Porsche med 1200 hk.
Zef Eisenberg har tidligere kaldt sig selv for en farttosse, og titlen virker også passende på en mand som har bygget verdens letteste V8-drevne motorcykel, og er indehaveren af hastighedsrekorden for elektriske MC’er. Briten har endvidere slået mere end 50 rekorder i sin karriere. Blandt andet er han den eneste, som har kørt 200 miles i timen, på både to og fire hjul, på Penedine Sands – et stykke 11 kilometer lang strand på den walisiske sydkyst.
Elvington Airfield, hvor ulykken skete, har dannet rammen om flere af Zef Eisenbergs rekordforsøg samt uheld.
I 2016 kørte millionæren, som skabte sin formue i fitnessverdenen, galt på en jetdrevet motorcykel med over 370 kilometer i timen. Dengang blev han bragt til hospitalet med 11 brækkede knogler inklusive bækkenet, og lægerne spåede, at han aldrig ville komme til at gå igen.
Eisenberg kom sig dog oven på ulykken, og et år efter returnerede han til den tidligere luftbase uden mén, klar til at jagte nye rekorder
Elvington Airfield var også stedet, hvor Grand Tour-værten Richard Hammond fik en omgang solide knubs, da han kørte galt i en jet-drevet bil i 2006. Efter to uger i koma, overlevede den kendte Top Gear TV-vært mirakuløst den voldsomme ulykke
Desværre var Zef Eisenberg ikke så heldig efter torsdagens uheld. For nuværende er det uklart hvad årsagen til uheldet var, men yderligere undersøgelser skal klarlægge grunden.