Paris sænker hastigheden til 30/kmt
Hvis du planlægger en tur i bil eller motorcykel til den franske hovedstad så er det måske meget godt at vide, at fartgrænsen for motorkøretøjer i byen fra August måned sænkes til 30 km/t.
Det sker i et forsøg fra byens borgmester Anne Hidalgo – som overvejer et fransk præsidentkandidatur – på at få de motoriserede køretøjer ud af byen, reducere antallet af trafikulykker, nedsætte forureningen, gøre byen mere miljøvenlig samt opprioritere vilkårene for cyklister og fodgængere.
Parkeringspladser nedlægges
En stor del af de omkring 140.000 parkeringspladser i byens gader skal fremover også nedlægges og konverteres til gangarealer.
Når det projekt er gennemført, vil antallet af parkeringspladser i gadeniveau være reduceret med ca. 60.000.
Parkering for mc ikke længere gratis
Fra 2022 vil det blive helt forbudt for næsten alle motoriserede køretøjer at færdes i 4 af den franske hovedstad mest centrale arondissementer, der vil ikke længere være gratis parkering for motorcykler, og prisen for parkering af bilen i Paris gader og stræder vil stige betragteligt.
Ringvejen går foreløbig fri
Mange europæere har på et eller andet tidspunkt kørt på ringvejen omkring Paris, som er kendt for sin tætte trafik især i myldretiden.
Et forslag om at sænke hastighedsgrænsen til 50 km/t på Boulevard périphérique er foreløbig skudt i sænk, så der må man indtil videre stadig køre 70 km/t.
Tiltag møder kritik
De nye miljøvenlige politiske tiltag møder ikke overraskende kritik fra de af byens borgere og beboere i byens forstæder, som benytter bil, scooter eller motorcykel under transporten til og fra arbejde i bymidten, da hidtidige tiltag har medført øget trængsel indenfor byens grænser.
Fartgrænsen var indtil det nye tiltag 30 km/t på ca. 60% af byens gader, men gælder altså fra sidst i August måned overalt i byen.
Siden Anne Hidalgos tiltrædelse i 2016 er en del af byens gader konverteret fra flersporede veje til enkeltsporede, og nogle gader og veje er nu udelukkende forbeholdt cyklister og fodgængere.
Fordobler budget til rengøring
Borgmesteren i Paris er opsat på at gøre byen miljøvenlig og fri for forurening, og fordobler fremover budgettet til rengøring og vedligeholdelse til 1 mia. euro.
Læs mere om sagen på det franske medie france24.