Periodisk syn: Vil score kassen på usagligt grundlag - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Periodisk syn: Vil score kassen på usagligt grundlag

Milliard indtjening i udsigt
CO
07/03-2021 kl. 11:00
Anslået læsetid: 6 Minutter

Du er nok bekendt med, at man i EU regi sysler med tanken om, at obligatorisk periodisk syn af motorcykler i overensstemmelse med direktiv 2014/45/EU som planlagt skal være gældende fra 1. Januar 2022.
Men vidste du også godt, at EU-politikernes pludselige bekymring for motorcyklisternes sikkerhed sagtens kan være baseret på eksterne aktørers udsigt til seriøst at score kassen?

Mangelfuldt beslutningsgrundlag
Beslutningen om implementering af periodisk syn af motorcykler er man i motorcyklisternes interesseorganisationer FEMA og FIM samt flere EU medlemslandelande mildest talt ikke enig i, for den rapport som danner baggrund for EU parlamentsmedlemmernes beslutningen er i bedste fald mangelfuld, og konkluderer i grove træk helt forkert.
Det kan du læse mere om i artiklen der er linket til nedenunder.

Men selv om periodisk syn af motorcykler altså reelt er rent nonsens – hvad angår motorcyklisternes sikkerhed – har Europaparlamentets Committee on Transport and Tourism (TRAN) 25. Februar 2021 ikke desto mindre anmodet om, at inkludere motorcykler blandt de køretøjer, der fremover skal til periodisk syn.

Indførelse af obligatorisk periodisk syn for knallerter, scootere og motorcykler er et emne, der bringer sindene i kog hos FEMA, som mener at nogle politikere tilsyneladende baserer deres holdninger på antagelser i stedet for fakta.

Parlamentsmedlemmer pludselig bekymrede
Det fremgår af et nyhedsbrev fra FEMA, at lobbyarbejde fra European Transport Safety Council (ETSC) og synsvirksomheden DEKRA i Januar 2021 pludselig fik en række europaparlamentsmedlemmer til at udvise stor interesse for motorcyklister og knallertejeres sikkerhed.
Parlamentsmedlemmerne var endda så bekymrede for vores sikkerhed, at de nu ville kaste sig over implementering af det påtænkte obligatoriske periodisk syn for alle motorcykler, scootere, knallerter og motordrevne trehjulere i EU.

Flere synsvirksomheder bag rapport
Men det er måske en god ide at bremse lidt op, og se nærmere på hvem der står bag lobbyarbejdet og er ivrige fortalere for periodisk syn samt den rapport, som ligger til grund for politikernes pludselige årvågenhed.
Den bekymrende rapport – hvor det statiske grundlag er baseret på et begrænset antal knallerter i udvalgte spanske regioner, og efterfølgende ekstrapoleret til at omfatte samtlige motorcykler i EU – er nemlig udfærdiget af et konsortium bestående af:
1. International Motor Vehicle Inspection Committee med forkortelsen CITA
2. Den kroatiske synsmyndighed CVH
3. Synsvirksomheden DEKRA
4. Det tyske økonomiske forskningsinstitut IERC – som udover at vurdere de økonomiske fordele for synsvirksomhederne selvfølgelig også kan udfærdige cost-benefit analyser.
5. Det spanske ISVA-UC3M eller Institute of motor vehicle safety Universidad Carlos III de Madrid.
Ingen repræsenterende organisationer for EU’s forbrugere var inviteret til at deltage i projektet.

Økonomisk interesse i periodiske syn
Mindst tre af medlemmerne i konsortiet bag rapporten er altså dybt involveret i synsvirksomhed, og ét medlem er specialiseret i at vurdere økonomiske aspekter.
Synsvirksomhed er velsagtens en forretning man kan betegne som yderst lukrativ?
I følge en EU opgørelse lå antallet af knallerter og motorcykler der færdes på EU’s veje i perioden 2010-2013 rimeligt stabilt på 34,5 mio. enheder.
Mon ikke tallet er højere i dag?
Så Georg Gearløs behøver ikke at kravle ind under tænkehatten for at få den geniale tanke, at økonomiske overvejelser kunne være en væsentlig faktor i den famøse rapports koncept, udfærdigelse og konklusion.
Åh forresten… med direktivet fuldt implementeret skal lette trailere selvfølgelig også fremover til periodisk syn.
Det bliver nok til en ganske pæn skilling, når samtlige Europa’s knallerter, scootere, motoriserede trehjulere, motorcykler og lette trailere fremover skal betale for syn.
Hvis man forestiller sig et synsgebyr på blot kr. 200,- for alle enheder, så nærmer man sig hurtigt en mia. eller mere.
Synsgebyr samt synsfrekvens kan der naturligvis justeres på.

Knusende kritik af rapport
FEMA har i forbindelse med polemikken oplyst, at den finske medlemsorganisation SMOTO har vurderet den famøse rapport, som indgår i parlamentsmedlemmernes pludselige interesse.
Det har organisationen for finske motorcyklister gjort ud fra en lidt mere objektiv og måske endda rimeligt videnskabelig vinkel, og kritikken af EU rapporten er sønderlemmende.
I den finske vurdering kritiseres både forskningsmetode, data, fortolkning af samme og meget mere.
Læs finske SMOTO’s vurdering af EU politikernes beslutningsgrundlag her.

Statistik over fatale ulykker
For egen regning kan vi lige tilføje nogle fakta fra EU’s egen Traffic Safety Basic Facts 2017.
Et materiale der forhåbentlig også indgår i EU politikernes overvejelser, og som med al tydelig klarhed viser, at trafiksikkerheden for motoriserede tohjulere løbende forbedres.
Rent trafiksikkerhedsmæssigt skal statistikker over dødsfald i forbindelse med trafikulykker ikke nødvendigvis være udslagsgivende.
Men de bør vel også indgå i overvejelserne?
Bemærk at knallerter og motorcykler ikke er separeret i visse landes opgørelser i materialet længere nede.

Faldende fatalitetsrate fra 2006 til 2015
I statistikken kan vi på side 2 se, at der er sket mere end en halvering i antallet af ulykker med knallerter med fatal udgang i Danmark fra 2006 til 2013, men også en stigning fra 2013 til 2015.
På side 3 ses en statistik over dødsfald for passagerer og førere af motorcykler, hvor 2008 med 40 dødsfald var et skrækscenarie, og hvor antallet heldigvis var reduceret til 19 i 2015.
Men overordnet viser EUs egne statistikker altså en generelt faldende fatalitetsrate fra 2006 til 2015.
Også selv om der er kommet flere knallerter, scootere og motorcykler på EU’s veje i perioden.

Årsager til ulykker
I statistikken kan man også læse, at to tredjedele af ulykkerne skete i perioden April-September, og der er også ført statistik over årsager til ulykkerne.
Men blandt årsagerne finder vi ingen opgørelser over, hvor mange af ulykkerne der skyldtes defekter på køretøjer.
Så man kan selv fundere lidt over, hvor mange af ulykkerne med fatal udgang der skyldtes tekniske defekter, som eventuelt var blevet fanget i periodisk syn.
Men så har EU politikerne jo heldigvis synsvirksomhedernes egen rapport at læne sig op ad.
En rapport der er baseret på defekter på en dynge gamle spanske knallerter, og siden ophøjet til at være gældende for samtlige motorcykler i EU.

Traffic Safety Basic Facts 2017.

Please wait while flipbook is loading. For more related info, FAQs and issues please refer to DearFlip WordPress Flipbook Plugin Help documentation.

FEMA kæmper videre
Efter debatten 25. Januar 2021 har FEMA og organisationens medlemmer SMC og SMOTO været i kontakt med både medlemmer af transportkomiteen TRAN og i særdeleshed aktørerne bag rapporten.
FEMA har kontaktet medlemmerne i TRAN samt de ansvarlige for rapporten, forsynet dem med fakta, og anmodet beslutningstagerne om at træffe beslutninger baseret på fakta i stedet for antagelser og en rapport udfærdiget fortrinsvis af synsvirksomheder.
Og det fortæller FEMA, at organisationen vil blive ved med indtil den endelige afgørelse er truffet.
Den kamp bliver interessant at følge.
Vil det lykkes motorcyklisternes europæiske interesseorganisation at overbevise politikerne om, at det er en rigtig god ide, at basere beslutninger på fakta?
Eller lykkes det synsvirksomhederne at sikre deres økonomiske interesser på baggrund af deres egen rapport?
Der er rigtig mange penge på spil.

Hvad tænker du?


MagaCin holder dig opdateret på de seneste MC nyheder!

Med et abonnement får du ubegrænset adgang til alle nyheder, artikler, videoer og tests på MagaCin.dk

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start