Planer om en A2-færge fra BMW
I Europa er A2 segmentet efterhånden et ret interessant område, hvor man kan finde en lang række ret fine modeller, som byder på en masse sjov, og ej heller skuffer når føreren er gammel nok til at låse håndjernene op.
Ind til videre er der ikke det vilde udvalg af cruisere på den front, men rygterne hvisker, at BMW har planer om at ryste netop den pose godt og grundigt.
Hvis rygterne taler sandt, og det har de det med at gøre i denne branche, så planlægger tyskerne at lancere en A2-kompatibel version af den gigantiske sværvægtsbokser.
Den 1.802cc store boksermotor leverer 91 heste ved 4.750 omdrejninger, og sniger sig derved lige under begrænsningerne for hvad der må drosles til A2, og ifølge vores franske kilde er det altså hvad BMW har planer om at præsentere til Oktober.
Selvom BMW, ved at gøre dette, vil åbne døren til en helt ny verden, så er der også et lille men…
Hvor fedt det end ville være, at helt grønne motorcyklister trillede ud i gader og stræder på den massive skinnende tohjulede kampvogn, og ikke skulle lade sig begrænse af manglende erfaring eller antal minutter på fødselsattesten, så kommer man altså ikke langt for den typiske formue i sparegrisen.
BMW R18 koster i standard trim 367.500 danske kroner, og sætter man et par krydser hos forhandleren, ryger prisen hurtigt over 400 af de lange.