Robot tester Akrapovič udstødning
Robot tester Akrapovič men testkørere beholder jobbet
De fleste danske motorcyklister kender til montering af eftermarkedsudstødninger, hvor nogle fokuserer på effekt, andre på lyd og udseende, og generelt er nye potter til havelågen et almindeligt samtaleemne.
De fleste kender derfor navnet Akrapovič, men færre kender til den slovenske udtale af navnet hvor trykket falder på det andet a.
Endnu færre har besøgt fabrikken hvor der produceres udstødninger til tohjulere i alle mulige afskygninger, herunder også til racerne i kongeklassen MotoGP.
Lad os derfor tage et kig indenfor og se hvad der sker i denne tid.
At Akrapovič tager opgaven seriøst, kan der vel ikke herske nogen tvivl om.
Motorcykelproducenterne udfører i forvejen et seriøst stykke arbejde når der udtænkes udstødninger til nye motorcykler og der skal tage hensyn både lovgivning og kundernes ønsker vedrørende støj, røg, udseende og meget mere.
Derfor skal medarbejderne hos Akrapovič for alvor lægge sig i selen, når der planlægges alternativer til originalen.
En stor stab er tilknyttet udviklingen og den praktiske forarbejdning, imens andre koncentrerer sig om afprøvning og test af prototyper. Hidtil har man udelukkende anvendt menneskelige testkørere til at afprøve udstødningerne på gade og bane, men for nylig præsenterede Akrapovič en robot som fremover overtager en stor del af opgaven.
Hos Akrapovič har man tilføjet en højteknologisk elektronisk styret testkører, som er programmeret til at teste udstødninger under en række varierende forhold. En robot kommer fremover til at foretage langvarige uafbrudte tests, hvor der end ikke skal stoppes for at tanke benzin, da man har mulighed for kontinuerlig tilførsel af benzin. Konstant brændstoftilførsel og nær endeløsdrift er mulig, fordi robotten nok aldrig anmoder om en kaffe eller tissepause og aldrig lægger sig syg.
Se videoen hvor robotten rent faktisk sidder på motorcyklen og betjener gashåndtag, kobling og gearpedal.
Producentens nye innovative udholdenheds Dyno programmeres til at foretage en række tests, hvor mange parametre overvåges under kontrollerede forhold, herunder effekt, modtryk, belastning, temperaturer og meget andet.
Alt er overvåget af kameraer,sensorer og måleudstyr, hvor man under de langvarige testsessioner sågar kan simulere vindhastigheder op til 200 km/t.
Nu kunne man frygte at testkørerne has Akrapovič går hen og bliver arbejdsløse, men ifølge producenten er feedback fra testkørernes oplevelser på gade og bane stadig et uundværligt bidrag til udviklingen.