Royal Enfield bliver mere tilgængelig
Lige siden ProATV i Sæby underskrev kontrakten der gjorde dem til dansk importør af Royal Enfield, har både inkarnerede motorcyklister og landets almene befolkning generelt udvist stor interesse for de moderne klassikere.
Det oplevede importøren i stor stil i forbindelse med MC Udstillingen i Lokomotivværkstedet tidligere på året, hvor personalet efterfølgende fortalte arrangørerne, at de undervejs i eventet løb tør for visitkort. Og så vidt vides var der heller ikke tid til frokost.
Siden da har telefonen hos ProATV været tæt på en overophedning, som følge af den massive efterspørgsel. Men indtil nu har det – grundet restriktioner fra Royal Enfield’s side – været besværligt for forbrugerne at erhverve sig en af de fine maskiner, såvel som at nappe en prøvetur, og det gjaldt også for os her på redaktionen. Efter lidt utålmodig ventetid på årets spændende nyheder Royal Enfield 650 Interceptor og Royal Enfield 650 Continental 650, fik MagaCin i Maj måned endelig muligheden for at trille rundt i den danske natur på de klassisk udseende motorcykler. En herlig oplevelse du kan læse mere om i artiklen ny vin på gamle flasker.
Nu er tiden kommet, hvor det bliver meget nemmere for danskerne at opleve de stilfulde maskiner på egen hånd, da Royal Enfield – efter en del pres fra importørens side – har givet tilladelse til at indgå aftaler med flere nye forhandlere på landsdækkende plan.
Importøren arbejder således i skrivende stund på højtryk, i et forsøg på at skabe et forhandlernetværk, der gør modelrækken langt mere tilgængelig. Og den første forhandlerkontrakt er faktisk allerede underskrevet.
På billedet herover ser du Kent Buchberg som er meget glad for at have fået modellerne ind i sin forretning. Vi kan godt forstå at Buchberg glæder sig utrolig meget til at komme i gang med sit seneste projekt, og han lover at der altid vil være modeller tilgængelig til prøvekørsel hos Buchberg MC nær Slagelse.
Kent har gennem mange år viet sit liv til at sælge, servicere og ikke mindst køre motorcykler, og han er specielt begejstret for de gode gamle klassikere. Faktisk så begejstret at han fra tid til anden giver undertegnede et kald, for at drøfte alt lige fra de nyest ankomne i stalden, til hvor fed sådan en Royal Enfield lyder med en eftermarkedsudstødning. Udelukkende af den grund at han ikke kan holde begejstringen for sig selv.
Vi ønsker Kent stort tillykke med forhandleraftalen, og håber at han – sammen med landets andre kommende Royal Enfield forhandlere – kan bidrage til at få flere af disse flotte nyklassikere på de danske veje.