Royal Enfield teaser for ny model
Tilbage i februar 2020 kunne du her på MagaCin læse, at Royal Enfield stoppede produktionen af deres langslagede etcylindrede 500 kubikker, da det ikke længere gav økonomisk mening at videreføre motoren som har rødder helt tilbage i 1931.
Samtidig åbnede man op for en helt ny platform, som skulle afføde modeller som Royal Enfield Classic 350 og Royal Enfield Meteor 350.
Det var også på cirka det tidspunkt producenten sendte en stribe papirer afsted, for at sikre sig navnene Roadster og Hunter.
Som du kan se nedenfor, så afslører Royal Enfield ikke noget om den kommende model i deres seneste teaser, men ud fra billederne må et godt bud være, at der er tale om en lille let tilgængelig model til det urbane miljø… Og her passer Royal Enfield Hunter super godt ind i billedet.
Hvad ved vi?
Når alt kommer til alt, så ved vi egentlig ikke noget med sikkerhed. Men det har gang på gang vist sig, at inderne er ret godt opdateret når det kommer til de seneste opskrifter fra Royal Enfield, og i denne ombæring har de også et par bud.
Hvis det er Royal Enfield Hunter vi kommer til at se d. 7/8, så kan vi angiveligt forvente at blive præsenteret for en ret simpel konstruktion, der med sine bløde former, runde lygter og brede cykelstyr, respekterer ophavets design.
Modellen falder tilsyneladende ind under Royal Enfields J-platform – som er fundamentet for både Classic 350 og Meteor 350 – og derved skulle vi kunne forvente en 349cc luft/oliekølet motor, som leverer 20,5 heste ved 6.100 omdrejninger og har et maksimalt drejningsmoment på 27 Nm ved 4.000, samt en gearkasse med fem trin.
Til gengæld skulle Hunter 350 ikke veje helt så meget som sine søskende.