Salget af Harley-Davidson falder
Harley-Davidson gennemgår i øjeblikket en hård tid, da det seneste kvartals salg er faldet en del mere end forventet. På verdensplan er salget af Harley-Davidson motorcykler faldet med hele 8%.
Ringe efterspørgsel både i hjemlandet og på denne side af søen, har gjort at Harley-Davidson har nedskaleret antallet af motorcykler der sendes ud af landet med 5.000 enheder.
Heldigvis har den ringe efterspørgsel ikke påvirket firmaets økonomi, så det på nogen måde er faretruende – endnu. Men sammenlignet med samme kvartal sidste år, er salget af motorcykler, reservedele og merchandise faldet 6%.
Vender vi skuden 180 grader og tager de positive briller på, så er salget af Harley-Davidson motorcykler til unge købere – altså folk i alderen 10-34 – steget 2,7% siden samme kvartal sidste år.
Kaster vi et blik på udviklingen herhjemme, lader det til at salget af brugte Harley-Davidson motorcykler går ganske fint. Dette set ud fra statistikker på 123mc.dk, samt beretninger fra landets forhandlere.
En analytiker ved navn Brian Yarborough fortalte i et interview med CNBC:
“The bottom line is that they continue to struggle with baby boomers and it’s not enough to offset the declines we’re seeing. They need to see better growth with middle-aged and young people and their smaller bikes. They need to offset their 600cc-plus declines.”
Problemstillingen kommer ikke som et chok for virksomheden, da salget af nye Harley-Davidson’s på verdensplan konsekvent er faldet gennem de seneste år. I Indien – som er Harley-Davidson’s største marked – er salget dykket med ikke mindre end 21,6% siden 2016.
Men når det så er sagt, så har Harley-Davidson stadig en god buffer på bogen, som de kan overleve på indtil deres nye salgsinitiativer bærer frugt. Harley-Davidson arbejder i øjeblikket på at få deres Rider Training program til at spille, samt den øgede produktion i Thailand.
Der tænkes som bekendt også i retningen af mindre motorcykler, for ikke at tale om deres indtræden på det elektriske marked.
Sidstnævnte har MagaCin's udsendte for få dage siden oplevet på egen krop, og historierne om det første møde med Harley-Davidson Livewire over kontorets middagsbord, er bestemt ikke kedelige! Men den beretning skal du nok få at læse her på siden inden længe.